Log på Forside
 
Svin kan fodres så de belaster miljøet mindre
Arkivfoto: Jens Tønnesen.
Du kan hjælpe miljøet ved at give svin det rigtige foder, viser ny forskning.

Svinefoder med fordøjelsesfremmende egenskaber - og en effektivisering af kvælstofforbruget på svinebedrifter - kan være med til at mindske påvirkningen af miljøet, når landbruget producerer svin.

Det viser en ph.d.-afhandling af Randi Lundshøj Dalgaard fra Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet under Århus Universitet.

Xylanase hjælper

Svinekødsproduktionen forventes at stige markant i løbet af de kommende årtier. Derfor er der god grund til at undersøge, om der er dele af svineproduktionens mange processer, som kan optimeres med henblik på at mindske belastning af miljøet.

Og det er der. Den ny forskning viser, at svinebedriften er den mest miljøbelastende del af svinekødets produktkæde - set i forhold til både global opvarmning, øget mængde af næringsstoffer og forsuring. Produktion af kunstgødning og foder bidrager betydeligt til den globale opvarmning, hvorimod slagteri og transport af svinekødet ikke påvirker miljøet synderligt.

Randi Lundshøj Dalgaard fortæller, at det er muligt at reducere det globale opvarmningspotentiale målt pr. kg svinekød med cirka fem procent. Det kan ske ved at tilsætte det fordøjelighedsfremmende enzym xylanase til svinefoderet. Enzymet har til gengæld kun en begrænset effekt på den øgede mængde næringsstoffer. Selve reduktionen i drivhusgasudledningen skyldes nemlig primært et lavere foderforbrug, fordi grisene ved tilførsel af xylanase i foderet er i stand til at fordøje deres foder bedre og dermed æder mindre.

Gylle, gas og el

Separation af svinegylle i en flydende fraktion og en fiberfraktion eller forgasning af gylle i et biogasanlæg, hvor biogassen efterfølgende anvendes til varme og elektricitetsproduktion, blev også undersøgt med henblik på, om disse processor reducerede miljøbelastningen.

"Selv om gylleseparationen medførte mindre gylletransport og lavere forbrug af fosforkunstgødning på den modtagende bedrift, var reduktionen i drivhusgasudledningen meget begrænset set i forhold til mængden af drivhusgasser udledt fra de øvrige led i svinekødets produktkæde," forklarer Randi Lundshøj Dalgaard.

Bioforgasning af gylle med efterfølgende elektricitets- og varmeproduktion kan derimod reducere drivhusgasudledningen pr. kg svin betragteligt.

"Til gengæld har bioforgasning ikke det samme potentiale for at reducere fosfor-tilførslen til markerne på svinebedriften, som gylleseparation har," siger hun.

Forskningsleder John Erik Hermansen, tlf.: 89 99 12 36, www.agrsci.dk

Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: