Log på Forside
 
Grønne spareråd - der rykker

"Man behøver ikke være politiker for at ændre verden". Sådan indledes et lille hæfte med titlen "Den lille grønne". Hæftet er en samling af 40 gode råd til hvordan verden og vi selv lever længere, bedre og mere bæredygtigt.

Pointen med indledningscitatet er naturligvis, at vi selv kan - og skal - gøre noget for at spare på energien og genskabe den økologiske balance. Vi skal ikke kun lade det være op til politikere og andre magthavere at gøre noget for at ændre kursen i verden. Faktisk er det alle de små bidrag fra os alle sammen, der i sidste ende rykker noget. På energiforbruget og CO2-udledningen.

Jeg har gennemgået hæftet og vil her præsentere og kommentere nogle at de muligheder, som normalt ikke indgår i paletten af typiske spareråd. Til gengæld er de sjove og vil på nogle punkter kræve en (radikal) omstilling af livsstilen.

Vær åben for andre mennesker og for nye ideer
Der redder måske ikke Jorden nu og her, men hvis man er åben over for nye ideer og andre mennesker og deres tanker, er det et første lille skridt på vejen mod forandring.

Køb en CO2 kvote
En CO2 kvote er en ret til at udlede en vis mængde drivhusgasser. Ved at købe en CO2 kvote kan man sikre sig, at denne ret aldrig benyttes. Herved trækkes den pågældende mængde CO2 ud af markedet og atmosfæren spares for overlast.

Gå aldrig i bad alene
At være i bad er godt. Med det er endnu bedre, hvis man er to! Hvis 1 million mennesker kunne finde ud at bade to og to eller måske flere sammen, kunne vi sige farvel til 175.000 tons CO2 om året.

Brug dine hotelhåndklæder mere end en gang - ligesom derhjemme
Det koster i gennemsnit 300.000 liter vand at holde et hotelværelse i gang. Hvis håndklæder og sengelinned blev anvendt tre gange mod kun én gang, kunne der spares 66% på ressourcerne.

Brug begge sider af papiret
Det halverer papirforbruget. Til gengæld halverer det også mængden af papir til genbrug.

Se mindre TV
Det er sundt på enhver tænkelig måde.

Flyv mindre og hold sommerferie i Danmark
At flyve er nok det mest energiforbrugende man kan foretage sig. En flyvetur til Gran Canaria "koster" 800 kg CO2. En køretur fra Århus til vestkysten og hjem igen koster omkring 50 kg CO2.

Tal mere med dine børn
Lær dem at spare på energien. Få dem til at forstå hvad der vil ske, hvis vi ikke sparer, det er trods alt deres fremtid, det drejer sig (mest) om.

Lav kun the til dig selv - ikke til naboerne
Kog kun det vand der er brug for. Ellers kan du lige så godt invitere naboen. Besparelsen herved giver elektricitet nok til at lyse hele gaden op.

Husk dåsen
Dåseøl er populære. Genbrugs-indlevering af fem dåer om ugen sparer 10 kg CO2 om året. Samtidig indkasserer du 260 kr. Til nye dåseøl eventuelt.

Drop vand på flaske
Rent vand er sundt. Og faktisk har Danmark noget at det reneste vand i hele verden. Og så har vi endda rigeligt af det. Derfor er det dybt godnat, at vi får fragtet vand hjem fra Frankrig eller Argentina.

Tag en kødfri dag
Det koster energi at producere kød. Et kilo kød koster omkring 3 kg CO2, hvorimod et kilo grøntsager koster ca. 0,1 kg CO2. Desuden er kødfrie dage godt for fordøjelsen og helbredet.

Spis efter årstiderne og spis dansk
Det gjorde man i gamle dage (det var man nødt til). Det er klart, at thai-auberginer der flyves ind, eller spanske peberfrugter der køres til døren, koster en hulens masse energi og CO2. Lokalt producerede grøntsager er sunde, de skal ikke transporteres ret langt, og de behøver ofte ikke at skulle opbevares i store, energikrævende kølehuse.

Tænk anderledes. Vent ikke på at andre gør det
Verden ændrer sig. Det kan ingen være i tvivl om. Om det er til det bedre eller det ringere, afhænger af øjnene der ser. Eller rettere af indstillingen inde bag øjnene. Nogen ser forandringerne som verdens undergang, andre ser dem som en udfordring. Det er i reglen sidstnævnte kategori, der bringer verden videre - ikke mod et eller andet Utopia, men blot i en ny retning, hvor nye muligheder og opfindelser kan skabes. Intet er måske vanskeligere end det at tænke anderledes. Netop derfor er det på høje tid, at vi kommer i gang med øvelsen. For vi får brug for det. Om fremtiden skal tegne lys eller mørk er op til os selv.

Slutmottoet fra hæftet er, at de 40 råd ikke er et regelsæt med derimod et tankesæt. De skal få os til at tænke over vores vaner i dagligdagen og inspirere os til at ændre en lille smule på dem. For at knytte forbindelsen til indledningscitatet er tankegangen altså, at vi kommer længere gennem frivillighed og forståelse end gennem tvang.

Kilde: "Den lille grønne" er udgivet "Electronic Housekeeper 2008".

Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: