Log på Forside
 
Landsskuet fylder alle stalde
Over 1.700 af landets bedste dyr samles på Landsskuepladsen i Herning.

Staldene på Landsskuepladsen i Herning bliver igen i år fyldt op i forbindelse med Nordeuropas største dyreudstilling 4.-6. juli, men Landsskuet behøver ikke i samme omfang som tidligere at leje ekstra bokse til heste.

Restriktioner mod husdyrsygdommen bluetongue, der rammer kvæg, får og geder, har delt Jylland i to dele. På forhånd var det derfor ventet, at sidste års rekordtilmelding af dyr ville blive afløst af en tilbagegang i forhold til tidligere. Og med over 1.700 tilmeldte dyr kommer det til at holde stik.

"De mange kvægavlere nord for linjen mellem Århus og Ringkøbing kan desværre ikke være med i år, hvor kvægudstillingen halveres. Til gengæld har vi den samme opbakning, som vi plejer, fra resten af landet, ligesom hesteudstillingen holder de seneste års høje niveau," siger Niels Kristian Fruergaard, der er Landsskuets sekretær.

Malkekvægudstillingen har markante tilbagegange for alle fire racer, mens kødkvægracerne samlet er lidt bedre til at holde på antallet af dyr. Ikke mindst i kraft af en pæn fremgang for hereford-racen, som med 109 tilmeldte dyr får Landsskuets næststørste deltagerantal - kun overgået af de sortbrogede SDM-malkekøer.

Hereford på ferie

Herefordforeningen er i år arrangør af racens verdenskongres og får på Landsskuet besøg af kvægavlere fra hele verden samt prins Joachim, der som kongressens protektor holder åbningstalen fredag 4. juli.

Herefordforeningen har sørget for, at enkelte dyr fra det nordjyske også kan deltage trods bluetongue-restriktionerne der forhindrer, at dyrene må sendes tilbage til Nordjylland, når Landsskuet er ovre. I stedet sendes de nordjyske udstillingsdyr på fremmed græs hos kvægavlere i det sydlige Jylland, indtil et omfattende vaccinationsprogram er gennemført og igen tillader, at dyrene flyttes hjem.

Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: