"Kom lige!"
Jeg sidder foran computeren, og det er den lapsede lemmedasker, jeg kalder på. Men mange års ihærdig træning har lært ham at overhøre lige netop det tonefald, som han ved kan medføre arbejde eller krav om hjælp.
Jeg prøver igen:
"Kom lige!"
Først tredje gang lykkes det at kalde ham hen til computeren. Jeg har fundet noget, han skal se. En ting, som jeg drømte om at eje, da jeg var ung. Jeg har aldrig været i nærheden af at kunne købe det, men dels gør 30 år en hel del ved prisen på en bil, dels giver friværdien jo nogle muligheder, som jeg ikke troede, jeg skulle komme i nærheden af.
"Hold kæft hvor er den fed," udbryder han, da han ser billedet af den sekscylindrede engelske sportsvogn, jeg har fundet frem.
"Køb den, far. Køb den med det samme. Den er jo ikke en gang ret dyr," lyder det begejstret fra ungersvenden, som allerede ser sig selv med fartvind i håret på vej mod nye eventyr.
"Hvis jeg køber, og jeg siger udtrykkeligt hvis - så er det MIN bil, som det er MIG der skal bruge den," siger jeg med fast stemme.
"Ja, ja, far," svarer han uanfægtet. Sådan har jeg sagt om så meget, som han alligevel bruger som var det hans eget. Det er formentlig derfor det ene sæt bilnøgler til varevognen er forsvundet - tilsyneladende sporløst.
"Det er ikke mig. Jeg har ledt over alt," svarede han efter fem minutters adspredt søgen, da jeg tidligere på ugen bebrejdede ham, at nøglerne var forsvundet.
"Hvad snakker I to om," lyder det tilsyneladende uskyldigt fra min kloge kone, der uventet dukker op i stuen.
"Ikke noget," svarer vi to mænd næsten lige så uskyldigt i munden på hinanden, mens jeg diskret klapper computeren sammen.
"Nu kigger I vel ikke på gamle biler igen?" lyder det en smule mere bestemt.
"Nej, overhovedet ikke," bedyrer vi i en enighed, der er højst usædvanlig i vores familie.
Vi taler af erfaring, mig og knægten. Sidste sommer var det en lige så uopnåelig Ford Mustang, jeg havde forelsket mig i. Desværre blev mine og knægtens drømme afsløret, endnu inden vi havde taget selv det mindste skridt til at føre dem ud i livet. Derfor er vi en anelse mere diskrete nu.
Og forresten er det slet ikke en Ford Mustang, vi vil have nu, men derimod en bundsolid engelsk Triumph TR 6 der er målet for især - må jeg nok indrømme - mine drømme.
"Det er bare en god investering," forklarede jeg min skeptiske kone, da vi sidste år snakkede om en Mustang.
Vores kønne datter var meget mere end skeptisk. Hun var nærmest direkte fjendtlig: "Aldrig har jeg hørt noget så åndssvagt som at investere over 150.000 kroner i en 40 år gammel bil. Hvad vil I bruge den til?" lød det fra den kønne mund.
"Forurener den ikke også, sådan en?" fortsatte hun med eftertryk.
Men som sagt: Far og søn er i sjælden grad forenet i ønsket om at køre åben - og meget gerne ældre - sportsvogn med ørene fyldt af dyb brummen fra motorens seks cylindre.
I forening savler vi over lyden, da jeg finder en optagelse af den på nettet.
"Den skal være grøn. British Racing Green," siger jeg til knægten, der griner henrykt og kommer med det højst usædvanlige svar: "Du bestemmer - det er dig der betaler."
I mit stille sind bestemmer jeg, at det skal være den europæiske udgave med 150 hk og ikke den bovlamme version til det amerikanske med beskedne 104 hk. Heller ikke selvom indsprøjtningssystemet fra engelske Lucas er noget upålideligt på den europæiske version
Drømmen varer to dage. Lige præcis til regnskabet for sidste års drift er lavet færdigt og viser et overskud, som vi slet ikke synes, vi har mærket noget til, hvilket meget naturligt afføder en efterskat, som udelukker enhver mulighed for at foretage en god investering i en solid britisk sportsvogn fra før verden gik af lave.
Jeg tager hævn over skæbnen et par dage senere, da jeg skal leje bil til min og min kloge kones ferietur - uden børn.
"Nu lejer du ikke én, hvor man skal have tørklæde på hele tiden," siger hun med advarende stemme.
Jeg kan slet ikke lade være med at grine.
For det er lige, hvad jeg har gjort.