På Åbent Landbrugs "Barselsgang" fortælles historien om produktionsdyrenes fødsel og den første tid som kalv, pattegris, lam og kylling.
Af Jørgen Rudbeck
rudbeck[AT]landogliv.dk
[Tlf] 33 39 47 83
Tag dine børn med og kom helt tæt på landbrugets dyrebørn i stald 20, hvor "Åbent Landbrug" slår dørene op til Landsskuets Barselsgang.
I stalden er der ikke klappedyr, men derimod mulighed for at se soen med sine nyfødte grise og en ko med kalv og møde landmænd, der fagligt kan fortælle, hvorfor de behandler produktionsdyrene som de gør.
Barselsgangen har krævet grundig forberedelse.
"Vi prøver, om det kan lade sig gøre at få en so med, som skal fare i løbet af dyrskuet," fortæller Søren Hansen fra Åbent Landbrug. For ikke at bryde nogen regler på det område, skal soen opstaldes i Stald 20 mindst 14 dage før skuet går i gang.
I båsen, hvor koen er med sin kalv, vil der være en video af kælvningen, og man regner også med at kunne vise udklækninger af kyllinger under hele Landsskuet.
"Vi vil gerne prøve at give publikum en forståelse af, hvor mange liv vi tager imod i landbruget. Det er vigtigt at fortælle, hvordan vi landmænd tager imod det nye dyr, ligesom det er også vigtigt at fortælle, hvordan vi afslutter dyrenes liv. Det hele er en del af det, vi kender som dyrevelfærd," forklarer Søren Hansen, der er svineproducent ved Sunds. Han håber at komme i dialog med gæsterne om blandt andet fikseringen af søer i faringsperioden.
"Mange pattegrise bliver ligget ihjel af soen. Det er derfor oplagt at tage dialogen og diskussionen med de besøgende om, hvor meget fikseringen af soen faktisk kan afhjælpe dette problem," siger Søren Hansen
Barselsgangen Stald 20
Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: