Log på Forside
 
Nordjyske Hereford til Landsskuet

Hereford-racen får som den eneste kvægrace fra det nordjyske område lov at deltage i Landsskuet 4.-6. juli. Alt andet kvæg samt får fra en grænse nord for Herning er udelukket på grund af bluetongue.

Hereford-dyrene må godt komme til Landsskuet for at deltage i udstillingen i forbindelse med det store World Hereford Show 2008, men de får til gengæld ikke lov at komme hjem til de nordjyske stalde igen før meget senere på året, når risikoen for bluetongue-smitte (via den lille blodsugende mitte der overfører sygdommen), er ophørt.

For at sikre også nordjyske avleres interesse for at vise deres dyr har Hereford-avlerne oprettet "herefordbørsen" på deres hjemmeside. Her kan interesserede efterlyse og tilbyde græsning til nordjyske dyr i perioden efter Landsskuet til sidst på året, hvor den forventede smittefri periode betyder, at dyrene uden problemer kan passere gældende restriktionsgrænser og komme tilbage til deres hjembesætninger.

Herefordforeningen forventer omkring 160 udstillede Hereford. Afdelingen får besøg af Verdenskonferencens projektor, Hans Kongelige Højhed Prins Joachim, der er til stede 4. juli ved den officielle åbning af World Hereford Show og Landsskuet. Prins Joachim vil efter bedømmelsen af Hereford-dyrene overrække en nyindstiftet Prins Joachim Ærespokal til udstillingens absolut bedste Hereford, The Supreme Champion.

www.hereford.dk

Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: