"Kom så Snehvide". "Heja Guldnare". "Hep hep, Rødhætte". "Frem i skoene, Blåtand".

Tilråbene til yndlingsgrisene var mange og indsatserne talrige, da det populære griseløb løb af stablen på sidste års Landsskue. Hængende ind over kanten til grisevæddeløbsbanen hujede den store skare af børn om kap på den gris, de havde satset penge på.

Men de mange tilråb så dog ikke ud til at have den store effekt på grisene, de skiftevis luntede nogle meter frem og så lidt tilbage - i noget der mest af alt mindede om en tilfældig rækkefølge. For var der ikke lige noget der lugtede godt i det hjørne.

Mine egne tvillingedrenge på to år og deres storesøster på fire stod i første parket - lidt benovede over larmen og tumulten fra de lidt større børn. Men mindst lige så optaget af, om netop deres vindergris nu også vandt.

Prøveløbet skærpede appetitten og spændingen steg, da løbet endelig startede. Få minutter senere, da spændingen var udløst - kunne den ene af mine toårige stolt stige ind i arenaen - kåret som vinder af griseløbet. Mange havde som han spillet på den gris, der kom først i mål, så den endelige vinder blev fundet ved lodtrækning. Hvilket er nok lige så tilfældigt som grisenes placering. Men hvad betyder det, når man kun er to år - og har vundet.

Præmien var en stor plyskanin som straks blev hans yndlingsbamse - og Ninus er ikke veget fra hans side lige siden. Med jævne mellemrum kommer han stadig hen til mig - nu et år efter - og siger glad og stolt: "Mor - jeg vandt Ninus i Griseland."

Så Landsskuets Grisevæddeløb er en oplevelse, der sætter spor.