Den lille ø Tunø mellem Samsø og Jylland, er på 348 hektar. I 1965 blev de 318 hektar fredet. Den gang var hensigten at bevare Tunøs identitet som en fredelig landbrugsø med afvekslende og særpræget natur.

De 30 små landbrug, der fandtes dengang, er nu alle væk. Kun et landbrug er stadig aktivt. Det tilhører Valdemar Borggård, der har været med hele vejen fra lukningen af øens mejeri og strukturudviklingen.

Det var Valdemar Borggårds forældre der købte gården på Tunø i 1930'erne og drev den med ni tønder land og seks-syv køer. I 1960 overtog Aase og Valdemar Borggård ejendommen. Den gang var der 30 leverandører til Tunø Mejeri, som drejede nøglen om allerede i 1964.

»Så vi skulle finde på noget andet, og vi gik over til at dyrke grøntsager, og det er vi blevet ved. Vi driver nu 55 hektar, hvor de 33 under plov,« fortæller Valdemar Borggård. Igennem årene har han købt jord til gården. I en del år havde han også produktion af fedekvæg og slagtesvin.

Porrer bærer det hele

Langsomt droslede de andre landmænd ned på deres produktion, og store dele af øens landbrugsjord ligger i dag brak. Selvom priserne på korn er steget, er der ikke mange hektar der bliver taget ud af den ordning.

Men hos Borggårds er der fuld fart på grøntsagsproduktionen på omkring 11 hektar. Hovedproduktionen er porrer. Men også pastinak og persillerod samt en mindre produktion af jordbær, kartofler, hvidløg og løg er på dyrkningsprogrammet.

Kartoflerne kan i tidlighed og kvalitet fint måle sig med Samsøs. Klimaet er stort set det samme på de to øer.

Vanding er nødvendigt. Borggård har tilladelse til oppumpning af 5.000 kubikmeter om året, men et genindvindingsanlæg i porrevaskeriet sørger for store besparelser på vandkontoen.

Et lille hjertesuk fra familien er, at de savner kolleger, og det med lige at cykle hen til en nabo og få løst et dyrkningsproblem eksisterer ikke på Tunø.

Dyr fragt

En stor del af grønsagerne afsættes fra en bod på havnen, hvor øens tusindvis af turister kan forsyne sig med Borggårds grøntsager. Men ellers sendes der store partier over vandet med øens færge, der anløber et par gange om dagen. Det er Gasa Nordgrønt der aftager grøntsagerne, og efter ankomst til Hou kommer en vognmand og fragter grønsagerne videre til Århus.

»Fragt er en tung udgift, som mine kolleger på fastlandet slipper for, og nu har Odder Kommune, der driver øens færgefart, bebudet en fragtstigning på 15 pct. Så egentlig synes jeg, det er diskriminerende med den fragtudgift,« siger Valdemar Borggård.

Et forsigtigt gæt lyder på 100.000 kroner for at fragte grøntsager til fastlandet. Så det har bogstaveligt sin pris at bo på en ø, og det kan diskuteres om al fragt til og fra de små danske øer burde følge landevejstaksterne. Det ville give øerne lige vilkår, mener Valdemar Borggård.

Generationsskifte

Valdemar Borggård dyrker omkring 22 hektar med korn, som fragtes i tipvogne til Hou og siden til Østjysk Andel.

At der ikke dyrkes raps på Tunø, gør øen ideel for fremavl, og Borggård har da også tegnet kontrakt med et tysk firma om fremavl af et par hektar raps. Det indbringer 9.000 kroner pr hektar årligt. Desuden er Tunø som de andre danske øer omfattet af bjergbondedirektivet. Ø-støtten udgør omkring 18.000 kroner om året.

Alt i alt går det meget godt med landbruget på Tunø, og der er da også lagt an til et generationsskifte. En datter og en svigersøn er med i produktionen. På den måde er Tunøs sidste landbrug sikret fremover. Aase og Valdemar Borggård synes det er fint, at Tunø ikke helt mister sin betydning som landbrugsø.