Det var så dejligt ude på landet.

Ikke helt. I 1904 udgav Jeppe Aakjær romanen Vredens Børn, der handler om den fattige hyrdedreng Pers opvækst i uhumske karlekamre hos gerrige gårdejere. En oprivende social historie, som dengang skabte furore og politisk debat i Rigsdagen med efterfølgende nedsættelse af en Tyendekommission, der skulle revidere Tyendeloven fra 1854. Loven blev ophævet i 1921.

Men Vredens børn er også fuld af hjertevarme, indlevede skildringer. Jeppe Aakjær var en mester i at gengive børns glade leg og svigefulde oplevelser. Mobning og bristede venskaber er ikke noget nyt fænomen.

Så bliver der i denne sommer tid til lidt alvorlig læsning i hængekøjen, så kunne det være en god ide at hænge ud med Vredens Børn, som er kommet i ny udgave på Forlaget Hovedland. Dog fortsat med de mange dialoger i dialekt, som Aakjær yndede at bruge i sit forfatterskab. Der er en ordliste bagerst i bogen.

I 1899 skrev Jeppe Aakjær »Ole sad på en knold og sang« om hyrdedrengen, der en dag stak i trav og med et stod ved det store hav, hvor han følte, at intet mere bandt ham.

»Over havene hyrden for. Fårene står der endnu og glor«.

Mange har sikkert i skolen siddet og sunget sangen om Ole og fundet den sød og uskyldig. Men når man har læst om trængslerne for hyrdedrengen Per, der ender med at rejse til Amerika som udstødt fra sit samfund, får den nyt perspektiv.

»Ej kan bede og får forstå - længslers tog over bølgen blå.«

Jeg har aldrig tidligere læst Vredens Børn. Men den var et interessant bekendtskab, der sætter de gode gamle dage på landet i relief. Godt, det er bare er en roman og en gammel en af slagsen

www.hovedland.dk