Det er sommer - selvom det kun er forår. I den grad sommer. Jeg under mig en halv time på græsplænen - på ryggen med henblik på at lukke øjnene - bare et kort øjeblik.

Men min opmærksomhed fanges af stærene der flyver luften tynd for at fodre de evigt sultne unger.

At de gider, kan jeg ikke lade være med at tænke, inden øjnene alligevel så småt falder i.

"Du må jo selv vide hvorfor," siger min barnløse svoger, der er på besøg og har indtaget terrassen med en kølig cola inden for rækkevidde. Han har boet hos os nogle dage og på nært hold iagttaget, hvor meget arbejde selv en voksen teenager afføder.

Der går under et minut mellem hvert stærebesøg i kassen. Den største af ungerne fylder hele indgangshullet. Kun en gang imellem får en af dens søskende trukket den ned i dybet for selv at få lidt sikkert tiltrængt frisk luft og først og fremmest adgang til foder.

For stærene gør lige modsat alle os andre: Den unge, der trænger sig mest på, får mest mad, bliver derved også stærkest, hvorved den kan tilkæmpe sig selv endnu mere mad. Dens største problem er, at den kan blive så ivrig, at den falder ud af kassen og selv bliver et led i fødekæden for de altid sultne og årvågne katte.

Et par dage senere tager vi på fire dages velfortjent - synes vi - ferie. Lemmedaskeren har ikke noget mod at blive hjemme - "bare der er en bil, jeg kan køre i" - som han meddeler inden vi drager af sted.

Jeg har flottet mig og købt et rigtig dyrt klistermærke til at sætte i varevognens bagrude. "Må anvendes til privat kørsel", står der, og jeg tør slet ikke tænke på, hvad det kommer til at koste i moms og afgift.

Men den langlemmede teenager er begejstret og opfatter det nærmest som en personlig gave, selvom det i virkeligheden dækker over, at omsætningen i firmaet ikke længere helt kan bære en firmabil.

Selv har jeg nu også svært ved at skjule begejstringen, da vi propper brændeflækker, plæneklipper, motorsav og kajak i det forslugne bagagerum på vej på fire dages "ferie" i sommerhuset.

"Ferie. Kald du det ferie en gang til," siger jeg sammenbidt til min kloge kone, da vi drager af sted i den tungt læssede varevogn.

"Tag det nu roligt og glæd dig lidt over, at det bliver godt vejr," svarer hun besindigt.

"Det er snarere en arbejdslejr," fortsætter jeg en anelse hidsigt.

Men da vi i løbet af de første par dage får løst en lang række af de opgaver, som har stået i kø i flere år, forbedres mit humør markant. Min kloge kone bemærker det og smiler sødt, at hun da godt kan li' at være på arbejdslejr med mig.

"Jeg har forresten været en tur i Tyskland med drengene," bemærker lemmedaskeren, da vi vender hjem.

"Vi var nede for at hente lidt cola og lidt øl," fortsætter han.

Og efter en lille pause: "Jeg skulle måske have spurgt først?"

Og, ja, selvfølgelig skulle han det. Men dels er jeg glad for at se ham igen, dels kan vi godt se enden på hans ophold inden for hjemmets fire vægge. Så jeg nøjes med et lille foredrag om, hvad det koster at køre i bil.

"Men jeg fyldte benzin på for 150 kroner," forsvarer han sig. Og endnu en gang må jeg være pædagogisk og forklare, at det ikke rækker langt til 225 kilometers kørsel. Men jeg kan faktisk slet ikke blive vred.

Ude i haven er ungerne i stærekassen fløjet fra reden. De gamle vender omkring kassen nu og da, nærmest som om de ikke kan forstå, at alt sliddet pludselig er slut.

"Kan det virkelig være rigtigt, at der ikke længere er unger der strækker hals efter mere føde?" ser det ud, som om de tænker.

"De længes nok efter, at børnene kommer hjem på besøg," kan jeg ikke lade være at sige til min kloge kone.

Hun smiler, inden hun svarer:

"Tror du ikke bare, det er dig der er ved at blive gammel?"