Log på Forside
 
Gården blev en helhed
Med få midler er den tidligere koejendom blevet forvandlet til en liebhavergård for hesteelskere. Nøgleordet er helhed mellem nybyggeri, eksisterende bygninger og det kuperede terræn.
Foto: Ajs Nielsen, POLFOTO.
Den nye højtliggende hestestald og de eksisterende bygninger er flot passet ind i terrænets store niveauforskel - også med hensyn til farver, mener Kræn Ole Birkkjær.

»Helheden i bygningsmasse og landskab betyder rigtig meget for oplevelsen af en ejendom. Landskabet skal med som en integreret del af en samlet bygningsplanlægning. Man skal bygge med landskabet - ikke imod.«

Han synes, det er lykkedes rigtig godt for Kjeld Dissing, som helt bevidst har inddraget både en arkitekt, Jørgen Ussing, og en landskabsarkitekt, Luc Ghysel, i arbejdet.

»Hele gården, den nybyggede stald, en del af haven og det omkringliggende landskab er blevet tilpasset hinanden. Blandt andet i farve og materialevalg,« fortæller Kjeld Dissing, der har beklædt nogle af udbygningernes sider med en træfacade i samme antracitgrå farve som hestestalden og malet det øvrige eksisterende murværk i en lys matchende farve.

Hele byggeriet og renoveringen har kostet halvanden million, Men det er også en investering i fremtiden, for gården er blevet langt mere værd, hvis den skal sælges en dag, vurderer han. Især fordi den ligger så tæt på Ålborg, hvor heste og ridning er i høj kurs.

»Det er godt set af Kjeld Dissing at målrette gården den bynære placering,« siger Kræn Ole Birkkjær, der synes gårdfornyelsen oser af omhu, enkelhed og funktionalitet.

Arkitekt Jørgen Ussing synes, det har været en fornøjelse at få lov at lave et flot byggeri på landet.

»Kjeld og Jette Dissing har virkelig lyttet til mine råd og fulgt dem, selvom de var besværlige,« fortæller han.

For eksempel mente Ussing, at en mindre bygning med en stor, grim skorsten mellem stuehuset og hestestalden ødelagde skønheden og skæmmede udsigten op mod stalden. Så han ville have bygningen væk, selvom den lige havde fået nyt tag på og husede et næsten nyt pillefyr.

Som sagt så gjort - så nu har Kjeld og Jette Dissing indlagt jordvarme i stedet. Og det har de bestemt ikke fortrudt.

Linjer mellem nyt og gammel passer sammen.
Kjeld og Jette Dissing har fået lavet palæpuds omkring to nye lidt højere døre i stuehuset i forbindelse med den store gårdrenovering.
Kræn Ole Birkkjær fra Landscentret besigtiger de mange nye tiltag sammen med Kjeld Dissing. Bagerst ses den nye hestestald og forrest de eksisterende bygninger, der er blevet malet eller træbeklædt, så de passede med nybygningen. Buerne er to gamle siloer, der elegant er bygget ind i hestestalden.
Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: