Det er egentlig ret let at spare på strømmen derhjemme. At slukke for lyset kan alle finde ud af, og efter opfindelsen af elspareskinnen for nogle få år siden blev det pludselig også overkommeligt at slukke for en del af det elektroniske udstyr (se Land&Liv 28. februar 2008).
Efter et besøg på Elfagmessen i Odense for nylig, kan jeg konstatere, at det nu er blevet endnu lettere at spare. Ved hjælp af en nyopfunden, trådløs konsol kan en række af hjemmets energiforbrugende funktioner overvåges og styres. Opfindelsen hedder Housekeeper. Den slukker for boligens elektriske apparater, skruer ned for varmen og holder øje med, at vandet ikke løber. Housekeeperen er med andre ord en miljøbevidst konsol, der gør huset intelligent.
Her vil vi se lidt nærmere på produktet og benytte de informationer, man kan finde ved at klikke ind på linket sidst i artiklen.
Intelligent styring
Uden at skulle gå på kompromis med sine vaner hjælper Housekeeperen husets beboere med at spare energi, penge og CO2. Den arbejder i det skjulte, og i det daglige skulle man efter sigende ikke mærke, at der spares på energien.
Den intelligente styring består foruden selve styrekonsollen (Housekeeperen) af en række andre enheder, som Housekeeperen står i trådløs forbindelse med. Lad os nævne nogle af dem:
Switchkeeper
En switchkeeper er et styrbart elsparestik, hvortil forskellige elektriske apparater kan tilsluttes. Den kan indstilles til at slukke på forudbestemte tidspunkter, og den måler konstant elforbruget. Når switchkeeperen er sat op, husker den selv, hvornår den skal tænde og slukke. Den kan styres og indstillingerne ændres via Housekeeperen eller via internettet.
Wirekeeper
Dette er i virkeligheden en videreudvikling af den traditionelle elspareskinne. Der kan tilsluttes op til seks apparater til wirekeeperen. Stikkene kan alle styres og overvåges af Housekeeperen. Derudover er der to stik, hvortil der er konstant strømforsyning. Sidstnævnte er praktisk til apparater som aldrig må slukkes, eksempelvis en telefax. Wirekeeperen holder styr på ledninger, kort sagt.
Lightkeeper
Lightkeeperen er et intelligent elsparestik og en lysdæmper i en og samme enhed. Ud over de funktioner, der findes hos switchkeeperen, kan den indstilles til at skrue op og ned på forudbestemte tidspunkter. Ligthkeeperen ligger på gulvet, så man enten kan bruge foden til manuelt at regulere lysstyrken eller gøre det via Housekeeperen eller internettet.
Multikeeper 1
Multikeeperen er en smart bevægelsesføler der slukker og tænder for lyset automatisk. Endvidere kan den alarmere, hvis der er bevægelse i rummet, eller hvis temperaturen er for høj. Den kan også tilsluttes røgalarmer.
Housekeeperen kan meget andet end at gøre boligen intelligent og styre og spare energi. Den er nemlig samtidig udstyret med en lang række multimediefeatures. Eksempelvis kan man se online-tv, høre radio, spille MP3, se vejr- og trafikforhold, madopskrifter, læse e-mails, benytte IP-telefoni, sende SMS mv.
En Housekeeper-startpakke, som består af en Housekeeper og to switchkeepers, koster 4.000 kr.
Ifølge producenten kan en gennemsnitsfamilie skåne miljøet for tre en halv ton CO2 om året uden at ændre forbrugsvaner. I kroner og øre fordeler besparelsen sig med:
- Sparet strømforbrug 1.150 - 3.000 kr.
- Sparet varmeforbrug 1.000 - 3.100 kr.
- I alt 2.150 - 6.100 kr.
I gennemsnit godt 4.000 kr. om året.
IP-telefoni
Ud over besparelsen i strøm og varme opnås en kontant besparelse via IP-telefonien - i størrelsesordnen op til 100 kr. pr. måned.
Housekeeper-systemet kan installeres og anvendes i eksisterende huse - nyere som ældre.
De hidtil kendte systemer til intelligent styring og overvågning af energianvendelse i boliger har været komplicerede i såvel opbygning som betjening. Housekeeperen kræver ingen særlig uddannelse eller teknisk begavelse - den er for alle mennesker.
Fremover vil vi efter alt at dømme se, at mange nybyggede huse bliver udrustet med flere og flere muligheder for adfærdstilpasset regulering af husets ressourceanvendelse.
For god ordens skyld skal der gøres opmærksom på, at der findes andre løsninger på markedet end den her beskrevne HousekeeperousH. Man bør som forbruger altid orientere sig om mulighederne, inden man træffer sit valg.
Læs mere om Housekeeperen på:
www.electronichousekeeper.com