
Foto: Tegnestuen. LRØ
Et traditionelt stuehus.
Få bygninger har som landbrugets stalde og maskinhuse ændret sig så meget over så relativt kort tid.
Landbrugets drift har udviklet sig voldsomt over de seneste årtier. De små landbrug er blevet færre, men til gengæld er de store vokset eksplosivt. Driftsbygningerne er på grund af øget effektivisering blevet mangedoblet i størrelse, og samme effektivitet har givet landmanden en meget anderledes arbejdsdag end for blot 50 år siden.
Den ændrede produktivitet, og måden driften af gården forløber på, har også sat sit kraftige aftryk på det liv der leves på gården. Dermed er der sat gang i en lignende mulighed for udvikling på boligområdet.
Gamle billeder
Men stuehusets udtryk og den traditionelle genkendelighed har ikke flyttet sig i samme grad som i driftsbyggeriet.
Den naturlige funktionsbestemte udvikling, som har præget opbygningen af stuehuset igennem mange generationer, er udseendemæssigt gået i stå i takt med, at folk er begyndt at tænke stuehuset som andet og mere end det sted, der skal danne de praktiske rammer om dagliglivet. Folks behov og ønsker til landboligen har ændret sig markant, men billedet af, hvordan et rigtigt stuehus skal se ud, er i de fleste tilfælde hentet fra tidligere tiders byggetradition og arkitektur.
Nye beboere
Hvad angår landområdets beboere er status også anderledes end tidligere. For ganske få årtier siden boede man på landet, fordi man ernærede sig som landmand - nu bor man der også fordi man ønsker at komme tæt på naturen, enten som deltidslandmand eller fordi man ønsker en bolig i det åbne land.
Solidt og moderne
De markante ændringer inden for landbruget giver mulighed for at anskue byggeri i det åbne land fra nogle helt nye vinkler og helheder end tidligere. Boligen kan tænkes og udformes anderledes, og udseendemæssigt behøver man ikke længere forholde sig til det traditionsrige længehus, idet forudsætningerne for dets udformning ikke længere i samme grad er til stede.
Tanken om at bygge solidt og "langtidsholdbart", som man gjorde i gamle dage, kan fint kombineres med at bygge i moderne og mere tidssvarende stil, hvor man forholder sig til husets ændrede brug og placering i forhold til det resterende gårdanlæg. På den måde skabes den sammenhæng og logik i boligen, som netop er en af grundene til at man synes, de gamle huse er så langtidsholdbare.
Andre fortolkninger
Ændres husets brug, skal dets udseende følge med. Boligen skal tilpasses de nye forhold, og også udenomsarealer som haven og den tidligere gårdsplads har ændret sig og fået ny værdi. Gamle materialer og konstruktionsprincipper skal genovervejes, og nye skal føjes til. Lovgivning omkring energi bliver også mere og mere aktuel og spiller ind på husenes udseende i en grad, som man skal forholde sig til.
I artikelserien om det moderne stuehus vil vi belyse og forklare forskellige aspekter i stuehusbyggeriet - nyt som gammelt - ligesom der vil blive vist eksempler på anderledes måder at fortolke det traditionsrige stuehus på.