I modsætning til så mange andre love er dele af planloven særlig målrettet jordbrugserhvervene, landbrug, skovbrug og fiskeri. Det åbne land faktisk er det eneste sted, hvor jordbrugserhvervene kan udfolde sig, og at eneste konkurrent - ud over byvæksten - måske er naturen selv.
Planloven siger, at det åbne land skal friholdes for spredt og uplanlagt bebyggelse, og at større erhvervsvirksomheder eller regulær industri skal henvises til egentlige erhvervsområder i byzone, som er indrettet til formålet og som har den nødvendige infrastruktur.
Overflødige bygninger
Udviklingen i landbruget har reduceret antallet af bæredygtige landbrug med mange tusinde enheder om året. Det betyder, at vi flere steder står med mange overflødiggjorte landbrugsbygninger, som enten skal nedbrydes eller overgå til andre formål, hvis de er i god stand, bevaringsværdige, eller måske har en god beliggenhed som gør dem attraktive for liebhavere.
Der ligger heldigvis også i Planloven en opfordring til, at man skal søge at finde nye anvendelsesmuligheder for erhverv, der uden problemer kan indpasses i overflødige landbrugsbygninger. Primært fordi det er bæredygtigt at genanvende bygningerne, men også fordi man trods alt ikke ønsker at affolke landområderne helt for liv og aktivitet.
Mindst fem år gamle
Planloven nævner specifikt, at overflødiggjorte landbrugsbygninger kan tages i brug til håndværks- og industrivirksomhed samt lager og kontorformål med videre på betingelse af, at virksomheden etableres i bestående bygninger, som ikke om- eller tilbygges i væsentlig omfang, og at bygningerne i øvrigt skal være mindst fem år gamle.
Højst fem ansatte
En tommelfingerregel er også, at en virksomhed ikke må have mere end fem ansatte.
Det er næsten altid en stor udfordring for en kommunal forvaltning eller et byråd, når vi står med en ansøgning om en større udvidelse fra en virksomhed i landzone. For hvornår skal vi sige stop ? Det er jo ikke særlig sjovt at sige nej til en sund virksomhed i fremdrift og tvinge den til en flytning til et egnet erhvervsområde eller at fastfryse virksomheden i de nuværende rammer.
Men sådan er vilkårene, og derfor gør vi i kommunerne også meget ud af at forklare nye ansøgere, at de skal være opmærksomme på, at eventuelt vokseværk kan blive et problem for virksomheden og kun kan ske i et begrænset omfang med en enkelt tilbygning på højst 500 m2.
Kilde: Hans Eghøj Hansens indlæg i forbindelse med overrækkelse af Nordeas forskønnelsespris til Jens Knudsen, ejer af Stokergaarden. Hans Eghøj Hansen er afdelingsleder for Teknik og Miljø, Byggeri, i Herning Kommune