"Jeg vil ikke hjem," siger min kone og rækker armene i vejret.
Vi ligger i en kildeklar svensk skovsø, er sprunget ud fra klipperne og lader os afkøle en 28 grader varm dag. De foregående uger har vi brugt på blåbærplukning, cykelture, udflugter til den lokale osteproducent, der laver verdens lækreste gedeost fra sin besætning med 26 malkegeder. Vi har spist ude og nydt gode venners selskab, og at absolut ingen bestemte over vores tid. Den eneste faste skærmydsel er opstået, når vi skulle spise morgenmad: Min kloge kone opfører sig knap så klogt, når hun morgen efter morgen insisterer på at sidde midt i sollyset, mens jeg demonstrativt trækker mig ind i skyggen, mens jeg mumler noget om, at hun nok ikke har læst, hvad kræfteksperterne mener om overdreven soldyrkning.
Men hun har samme forhold til soldyrkning som til cykelhjelme: Hun gør som hun altid har gjort: Foretrækker den direkte sol og kører uden hjelm, hvilket naturligvis får mig til at fremstå som unaturligt forsigtig og klodset, når vi krydser gennem de svenske skove på cykel - jeg med cykelhjelm, hun frisk og sommerlig i nederdel og med flagrende hår.
Men nu er det feriens sidste dag, arbejdsuge efter arbejdsuge truer, og så naturligvis et hus som vi næppe kan vente er gjort skinnende rent, når vi vender hjem.
Det er nemlig her vores arvinger har tilbragt en del af ferien. Åh jo, den yngste var på besøg i sommerhuset, men kun for en kort bemærkning, for der var en koncert, han lige skulle nå. Og den ældste - ja hun har selvfølgelig arbejde.
Og så har de begge - bedyrer de, når vi endelig kan ringe dem op - brugt en masse tid på at se efter dyr, holde hus, lave mad, købe ind - og hvad nu ellers hverdagen kan byde på af fortrædeligheder.
"Men det må da have hjulpet jer, at I har haft bil til rådighed," indvender jeg spagt, da den yngste i telefonen gør op, hvor mange pligter han har påtaget sig.
Og på det punkt vil han godt give mig ret.
"Det er jo nærmest en menneskeret, far," siger han, hvilket naturligvis straks får mig til at fortælle om min barndom, da selv en knallert var den vildeste luksus.
"Nu overdriver du vist, gamle far," svarer han - eller sagde han gamle nar?
Han har da også i løbet af de 14 dage, hvor han frit har disponeret over egen vogn, omhyggeligt holdt regnskab med benzinforbruget, som han præsenterer på en regning der diskret bliver lagt ind på mit skrivebord.
"Det er sandelig dyrt at holde ferie," sukker jeg og kigger på min kloge kone der mener, at jeg har let ved at blive nedtrykt over en smule økonomi.
Men det er dyrt at holde ferie, går det op for mig, da lemmedaskeren meddeler, at han og hans veninde skal på en fælles tur sydpå.
I første omgang nægter vi naturligvis pure at bidrage økonomisk til foretagendet. Han kan selv spare sammen til den slags, siger vi til hinanden, indtil min kone forsigtigt foreslår, at vi da godt kan give ham et lille tilskud til selve opholdet.
"Ellers får de jo ikke noget at spise," argumenterer hun.
Jeg ser skeptisk på hende men er selvfølgelig enig: Knægten skal da ikke have sin ferie ødelagt, bare fordi vi er nærige.
"Mor siger, du skal have 500 kr. med på ferie," siger jeg til ham, da han lidt senere kommer ind i stuen. Knægten ser for en gangs skyld glad og taknemmelig ud, min kone ser lidt mærkeligt på mig, og jeg meddeler, at så skal storesøster også have et økonomisk tilskud.
"Vi var da enige om 1.000 kr.," lyder det fra den kloge, da knægten igen er gået ud til sig selv.
"Var vi?"
"Helt klart!"
Vi sms'er det til ham, da det unge par er på vej sydover. Han kvitterer med en utrolig glad opringning, der såmænd er alle pengene værd.
"Juhu, nu kan jeg også leje jetski," lyder det henrykt i telefonen til otte kroner i minuttet.
Jeg hopper lige i med begge ben og udbryder: "Nu skal du nok lige passe på ikke at overdrive din økonomiske formåen, unge mand," advarer jeg med en stemme, jeg gør så stærk som muligt.
Hans skraldlatter klinger i mine ører en halv time efter vi har lagt på.
"Far - jeg tager da fis på dig! Kan du ikke forstå det?"