Jens Knudsens favoritmaskiner:
Af Marianne Fogtmann
fogtmannn@landogliv.dk
Tlf. 33 39 47 66

Foto: Marianne Fogtmann
Jens Knudsen og hans søn, Nicklas, i golfvognen med trailer. Den kører lydløst og hurtigt rundt i haven og fragter nemt ting fra den ene ende til den anden. Der er langt fra stuehuset til søen i baggrunden.
Jens Knudsen på Stokergaarden ved Troldhede har ikke brug for mange landbrugsmaskiner til at passe sine 3,6 hektar jord. En del bliver afgræsset af naboens kvæg. En del er naturarealer og sø, og så har han en parklignende have med en hektar græsplæne.
I garagen har han sine favoritmaskiner: En græsklipper og en golfvogn.
Den maskine der bliver brugt mest er hans 19 hestes Iseki diesel plænetraktor med meget stor opsamler.
"Med den kan jeg på to en halv time slå min græsplæne, også når det lige har regnet. Den er meget praktisk med en stor græsopsamler, fortæller Jens Knudsen. Maskinen har kostet cirka 120.000 kr.
Den gamle benzindrevne klipper blev slidt ned på tre år og kostede 1.000 kr. i benzin om måneden. Diesel Isekien er billigere i drift, og Jens Knudsen regner med, at den kan holde i en længere årrække.
I garagen ved siden af plæneklipperen står en eldreven golfvogn, som Jens Knudsen har købt i år. Den har kostet 50.000 kr. og er lidt af et stykke legetøj, som hans otte-årige søn, Nicklas, får lov at køre rundt med i den store have.
"Men den er også en praktisk maskine. Jeg har købt en god trailer til den, og med den kan der flyttes mange ting rundt i haven. Der er langt fra stuehuset ned til vores sø."
"Den helt store fordel ved golfvognen er, at den ikke støjer, og at den er meget nemmere at starte end en havetraktor," fremhæver Jens Knudsen. "Og så kører den ganske langt på en opladning."
Plænetraktoren med opsamler er Jens Knudsens mest anvendte maskine.
Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: