Log på Forside
 
Tiloversblevne driftsbygninger
En tiloversbleven sidebygning er omdannet til drivhus. Bygningen har ændret karakter, men den plads den har i forhold til omkringliggende bygninger er bevaret.

En nyligt offentliggjort opgørelse fra Dansk Landbrugscenter viser, at cirka 100 mio. kvm. landbrugsbygninger står uudnyttede hen. Til sammenligning svarer det omtrent til den samlede boligmasse i Aarhus centrum. Af disse skønnes det, at cirka en tredjedel bør fjernes på grund af dårlig stand eller mangel på anvendelsesmulighed.

En lille del udgøres af udtjente stuehuse, men langt den største del er tiloversblevne driftsbygninger, hvis størrelse eller indretning ikke længere er tidssvarende.

Mange bygninger bliver stående, fordi det er både tidsrøvende og bekosteligt at give sig i kast med at rive dem ned.

Men der kan være flere grunde til ikke at fjerne sine driftslænger. Dels kan mange længer fint bruges til andre formål end dem, de var tænkt til, dels er mange af længerne stadig med til at definere gårdanlægget og til at sætte stuehuset ind i en sammenhæng.

Rigtig mange gårdanlæg ville tage sig meget bedre ud, hvis der blev ryddet op i de ubrugte bygninger som ofte skæmmer det samlede indtryk af gården. Bygningerne kan helt fjernes eller alternativt sættes i stand og anvendes til andre formål.

Drivhus i sidelængen

Sidelænger, der ikke længere anvendes til deres oprindelige formål, bruges ofte til opbevaring eller garage. Alternativt kan længerne ombygges og anvendes som gæstehus, bolig til husets unge mennesker, gildesal eller drivhus. Kun fantasien sætter grænsen.

Rumligt set kan det ofte bedre betale sig at anvende en sidelænge med fuld loftshøjde end en hidtil uudnyttet overetage på stuehuset, hvor man skal forholde sig til de skrå vægge, som kan gøre det svært at udnytte pladsen optimalt.

Graden af ombygning varierer naturligvis både i forhold til den aktuelle stand og det ønskede formål. Det er en god idé at tage en snak med en håndværker eller arkitekt for at fastslå, hvad der kan gøres, og hvor omfangsrigt projektet bliver rent økonomisk.

Vis de gamle byggefelter

Fjerner man sine sidelænger, kan stuehuset nemt - i hvert fald for en periode - komme til at se meget ensomt ud.

Ønsker man at bevare fornemmelsen af det gamle gårdanlæg, kan man landskabeligt bearbejde det gamle byggefelt således, at man bevarer fornemmelsen af det tidligere gårdrum. Dette kan gøres ved for eksempel at beplante stederne, hvor de gamle længer stod, med buske og træer. På den måde bevares fornemmelsen af gårdsplads, selvom den nu snarere fremstår som en forhave.

Man skal ikke være bange for at lade nye sammenhænge opstå, blot tænke indgrebet igennem før man går til værks. Ødelægger man en sammenhæng, opstår en ny, som måske passer endnu bedre til det liv der nu leves på gården.

Fjernes en eller flere længer, får man måske den udsigt, man altid har drømt om, eller den morgensol man altid har manglet i køkkenet.

Bolig i hele gården

Gårdanlæg og driftslænger kan også inspirere til andet end bare istandsættelse.

Et eksempel er en gammel svensk gård, som blev kraftigt ombygget fra firelænget gårdanlæg til stor landbolig. Bygningernes oprindelige grundplan og oprindelige højder og taghældning er bevaret. De fire længer husede oprindeligt alle gårdens funktioner men er nu blevet til én stor bolig med masser af plads og luft. Det oprindelig gårdanlæg og de små vinduer, lave loftshøjde og rumopdeling er væk, men placeringen og de overordnede træk lever videre i en helt ny og brugbar sammenhæng.

Et gammelt gårdanlæg trængte kraftigt til renovering.
og blev ombygget til ny og moderne landbolig med masser af plads.
Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: