Børn elsker at
gå på Madskole
i ferien
4H og Landbrugsraadets madskoler er mere populære end nogensinde. Deltagerantallet er tidoblet på bare fem år. Børnene lærer om danske råvarer og laver mad fra bunden.
Af Merete Hattesen
hattesen@landogliv.dk
Tlf. 33 39 47 53
Børn elsker madskolerne i ferien.
"Den bedste kur mod kræsenhed er selv at have været med til at lave maden, så kræsne børn er særligt velkomne på Madskolerne. Når man ved mere om råvarerne, og hvor forskelligt de kan smage alt efter tilberedning, så er man godt på vej til et sundt liv."
Det fastslår Madskolekoordinator Line Damsgaard fra Landbrugsraadet og 4H.
For femte år i træk har 4H og Landbrugsraadet arrangeret Madskoler for børn og unge i skolernes sommerferie. Og Madskolerne er mere populære end nogensinde. I år er der 61 Madskoler landet over.
De fleste af dem er for børn mellem otte og 12 år, men der er også et par enkelte Ungdoms- og Etniske Madskoler. Landbrugsraadet og 4H slog dørene op for de første seks Madskoler i 2004.
Målet med Madskolerne er at lære børn og unge om madlavning, kost og motion på en sjov, lærerig og aktiverende måde. Ifølge undersøgelser er det kun fem procent af danske børnefamilier, der laver mad sammen, selvom mange forældre egentlig gerne vil lære deres børn gode kostvaner. På Madskolerne skal børnene selv hakke grøntsager, stege og brase. De vil blive præsenteret for nye råvarer i køkkenet og få en viden om, hvor maden kommer fra. Undervisningen foregår i dagtimerne fra mandag til fredag. Foruden madlavning står ugeprogrammet på daglig fysisk aktivitet samt en ekskursion. Sidst på ugen bliver der afholdt en fest for forældre og søskende.
Madskolerne sponsoreres af Kødbranchens Fællesråd, Danske Slagterier, Mejeriforeningen, Dansk Landbrug, Danish Crown, Det Danske Fjerkræråd, Rose Poultry, Dansk Gartneri/GAU, Dansk Akvakultur, Andelsfonden og Nuance.
Line Damsgaard, tlf. 27 24 56 22, www.madskoler.dk
Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: