Log på Forside
 
Familieweekend for jægere
I Andelslandsbyen Nyvang er der midt i august masser af aktiviteter og boder med alt inden for jagt .
Der bliver også noget at smage på, når jægerne holder familieweekend.

I Andelslandsbyen Nyvang ved Holbæk kan man lige før jagtsæsonen er i fuld gang opleve en weekend, hvor alle former for jagt og tilbehør vises. Det hele foregår lørdag 16. og søndag 17. august, og programmet er meget omfattende med mange aktiviteter for hele familien, store som små. Jagthornene gjalder kl. 10, og flaget går til tops som et signal til en weekend med et mylder af publikumsaktiviteter.

Sidste år gæstede 2.000 jagtinteresserede Nyvangs jagtweekend, som startede i det små for otte år siden - og nu har vokset sig stor med omkring 35 udstillere.

Skyd med lidt af hvert

"I år har vi atter den glæde at byde på champagnesabling på Aktivitetspladsen. Og omme hos skytterne er der mange muligheder for af prøve sine færdigheder i skydning, hvad enten det er bueskydning, sortkrudt, lerduer eller laserskydning," fortæller Lotte Lumholt fra Andelslandsbyen Nyvang.

"På aktivitetspladsen er der nok at se til. Her står skyttekonen med sine halvvoksne børn og steger vildsvin over bål, mens hun underholder publikum med opskrifter og smagsprøver af det saftige sydende kød. Ved siden af garves der skind fra sommerens bukkejagt, og om søndagen forlægges der dåvildt. På pladsen vrimler det med boder hvor der forarbejdes opsatser, laves vinsmagning og fremvises jagt og fritidsbeklædning. Konservatoren er i fuld gang med at udstoppe en lille fugl, og biavlerne fortæller om deres nyslyngede honning."

Jagtsti for familien

Når man tager en tur med hestevognen og kommer ud til husmandsstedet, serverer husmandskonen ud over kaffe med kaffeerstatningen Richs også smagsprøver på rågeungebryster.

På tilbagevejen kan man opleve Søstrup Andelsmejeri i fuld drift. Her laves smør og rygeost, som man kan købe med hjem i den over for liggende Trønninge Brugsforening. Ved Smedien pruster de store damptromler af sted, og lirekassemanden går rundt på området og spiller op til dans. Nu er det tid til at prøve familiejagtstien eller beundre strand- og havjagtsbådene og biludstillingen og firehjulstrækkere, købe frokost i traktørstedet Madam Blå eller nyde den medbragte madkurv i parken bag hovedbygningen. Hele weekenden er der præsentation og fremvisning af forskellige jagthunderacer, og ved falkejagten søndag er det helt uforglemmeligt at se samspillet mellem manden og den jagende fugl.

Lotte Lumholt, tlf. tlf. 59 45 85 91, Hannine Scherif, tlf. 59 27 70 62, www.andelslandsbyen.dk

Der er masser at se på, når jægerne holder familieweekend.
Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: