Nordvestjyske energiløsninger inspirerer Canada

Foto: Jens Tønnesen
Havvindmøller ved Rønland.
Energiløsningerne i Thy vækker opmærksomhed i Canada.
Den internationalt kendte miljøaktivist og tv-vært, David Suzuki, og tv-stationen CBC, Canadian Broadcasting Corporation, filmede midt i juli til syv programmer på hver en time til programmet "The Nature of Things", hvor de canadiske seere vil kunne få indblik i vindmøller, solenergi, biogas og Thys store indsats inden for klimarigtige energiløsninger.
Dem bliver der sat særligt fokus på frem til klimatopmødet i København i 2009 med projekt Klimaløsninger Thy & Mors, der er ved at opbygge sin egen hjemmeside: www.klimalosninger.dk.
Senere har George Smitherman, nyindsat minister for energi og infrastruktur i den canadiske delstat Ontario, med en delegation været på rundrejse til Spanien, Tyskland og Nordvestjylland for at lære mere om vedvarende energi. For Canada mangler vedvarende energiløsninger.
På programmet for energiministerens rundtur i Nordvestjylland 1. august stod besøg hos Thy-Mors Energi, det lokale el-distributionsselskab, der er ansvarlig for et område med næsten 100 pct. forsyning med vindenergi og besøg på Thisted Fjernvarmeværk, hvor affaldsforbrænding, geotermisk varme og halmafbrænding giver borgerne billig og klimarigtig energi.
Ministeren skulle også se på et gårdbiogasanlæg hos gårdejer Jens Kirk og besigtige Harboøre varmeværk, hvor Vølund har leveret udstyr til forgasning af flis. Desuden skulle der kigges på havvindmøller ved Rønland og aflægges besøg på det landmandsejede biogasanlæg ved Lemvig. Dagens program sluttede med et besøg på Nordisk Folkecenter, hvor ministeren skulle høre om innovationscentre for vedvarende energi, og hvordan disse kan udvikle lokale kompetencer.
Foga
www.klimalosninger.dk .
Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: