Log på Forside
 
Ny undersøgelse: Jagt forbindes med vildtpleje og god mad
De fleste mener, at jagt er i orden, hvis jagtloven overholdes, og der ikke sker tilbagegang i vildtbestanden.
Foto: Colourbox
Mange forbinder i høj grad jagt med god mad, men 70 pct. af befolkningen spiser kun vildt en til fem gange om året.

Danskerne forbinder jagt med pleje af vildt og natur - og ikke mindst med god mad. Det viser en ny, omfattende holdningsundersøgelse, som Danmarks Jægerforbund, Dansk Skovforening og Tolvmandssektionen står bag. Der er flere tilhængere af jagt end modstandere, men mange har svært ved at tage stilling for eller imod. På den baggrund vil de tre foreninger indlede en bred informationsindsats om jagt og vildtpleje.

I løbet af få år har danskerne fået vanskeligere ved at tage stilling til jagt. I en ny holdningsundersøgelse fra analyseinstituttet ACNielsen svarer 44 pct., at de hverken synes jagt er negativt eller positivt. I 2001, da en lignende undersøgelse blev gennemført, var kun 34 pct. neutrale.

Flertal for jagt

"Det kommer bag på mig, at så mange danskere åbenbart ikke kan forholde sig til jagt. Forklaringen er vel nok, at flere vokser op i byerne og derfor ikke får et umiddelbart forhold til natur, landbrug og jagt," siger Ole Roed Jakobsen, formand for Danmarks Jægerforbund.

"Fremover vil vi derfor øge indsatsen for at give ikke-jægere et indblik i jagt og vildtpleje gennem forskellige arrangementer med jægere og naturvejledere. Af samme grund indleder vi også en informationsindsats i samarbejde med Dansk Skovforening og Tolvmandssektionen, hvor vi vil fortælle om de mange facetter ved jagt og vildtpleje," fortsætter Ole Roed Jakobsen.

Undersøgelsen viser også, at 31 pct. bedømmer jagt positivt eller meget positivt. Derimod har 21 pct. en negativ eller meget negativ opfattelse af jagt. Et andet markant resultat er, at 75 pct. mener, at det er i orden at gå på jagt, hvis det ikke medfører en tilbagegang for vildtbestanden.

Gode smagsoplevelser

Flere danskere forbinder i dag jagt med pleje af vildtet og regulering af vildtbestandene end tidligere. I en tilsvarende undersøgelse fra 2001 forbandt kun 25 pct. af svarpersonerne jagt med vildtpleje og regulering af vildtbestanden. Andelen er vokset til 34 pct. i den seneste undersøgelse.

"Det er glædeligt, at flere har fået kendskab til, at jagt hænger uløseligt sammen med natur- og vildtpleje. Jagt er med til at forbedre kommende generationers muligheder for at komme ud og få naturoplevelser," kommenterer Ole Roed Jakobsen.

Samtidig opfatter væsentligt flere jagt som en måde at skaffe sig god mad på. I 2001 svarede kun fem pct., at jagt er en måde at skaffe mad på, mens andelen er vokset til 12 pct. i den seneste undersøgelse. Undersøgelsen viser dog også, at befolkningen ikke spiser vildt særlig ofte. 70 pct. af befolkningen spiser kun vildt en til fem gange om året, mens 11 pct. spiser vildt seks gange eller mere om året.

Behov for information

For de tre organisationer - Danmarks Jægerforbund, Tolvmandssektionen og Dansk Skovforening - har holdningsanalysen bekræftet behovet for at informere om jagt. I løbet af de næste år vil de tre organisationer derfor engagere sig i informationsindsatsen Bæredygtig jagt.

"Jagt og udsætning af fuglevildt er et område, hvor myter og fordomme stadig har et godt tag i befolkningen. Gennem information om jagt vil vi sammen skabe dialog og lægge op til en sober debat om emnet," siger Ole Roed Jakobsen.

Allerede nu kan man se de første konkrete resultater af indsatsen på hjemmesiden www.baeredygtigjagt.dk, hvor der er adgang til dokumentation om jagt, vildtopskrifter, relevante links og lignende.

Ole Roed Jakobsen, formand for Danmarks Jægerforbund, tlf.: 88 88 75 12 eller 30 84 20 01

www.jaegerforbundet.dk

www.baeredygtigjagt.dk

Til vildtpleje hører dyrkning af af planter, vildtet sætter pris på, som for eksempel solsikker i brakmarken.
Flere danskere end tidligere forbinder i dag jagt med pleje af vildtet og regulering af vildtbestandene.
Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: