Smidigere regler for markedsboder, transport af fødevarer og produktion af sunde madvarer
Fødevareministeren har besluttet sig for tre forenklinger på fødevareområdet, som også kan være til gavn for landmænd der sælger direkte til forbrugere.
Den første forenkling drejer sig om markedssalg.
Markedsboder der kun sælger frugt, grøntsager og andre holdbare ikke-letfordærvelige fødevarer som for eksempel te, kaffe og brød kan undtages fra kravet om egenkontrol. Og egenkontrollen i de øvrige markedsboder med letfordærvelige fødevarer kan begrænses til overvågning af temperatur under opbevaring og tilberedning, oplyser Fødevareministeriet.
Den anden forenkling drejer sig om transport. I dag er der et krav, at al transport af fødevarer sker på køl. Fremover er det tilladt at transportere varer til den endelige forbruger uden køleopbevaring i de situationer, hvor en fødevarevirksomhed foretager den transport, som forbrugerne normalt selv står for. Transporttiden må højest vare en time.
Det tredje forenkling drejer sig om ophævelse af kødproduktbekendtgørelsen. Det giver fødevarevirksomheder bedre mulighed for at udvikle sunde produkter som gulerodsspegepølse og frikadelle med ærter.
Fjernelse af kødproduktbekendtgørelsen betyder dog ikke, at producenterne nu kan kalde hvad som helst for "leverpostej" eller "kødpølse". Leverpostej skal stadig indeholde en vis mængde lever, og kødpølse skal indeholde en vis mængde kød. Ellers er det vildledning af forbrugeren, hvilket ifølge de generelle mærkningsregler er ulovligt, nderstreger Fødevreministeriet.
100 henvendelser
Fødevareministeriet har de siden 27. februar haft en "Meld en regel"-postkasse på ministeriets hjemmeside. I de måneder, postkassen har været åben, er der kommet omkring 100 forslag til forenklinger.
Foga
www.fvm.dk
Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: