Log på Forside
 
121 deltagere til EM og DM i pløjning
Både arrangører og pløjere er nu i højt gear forud for europamesterskabet på dansk jord.
Foto: John Christensen
Søren Korsgaard i aktion under VM i Irland i 2006.

Et helt specielt stykke jord nær Sunds i Midtjylland har fået kappet stråene, fordi jorden skal være klar til, at op til 121 deltagere viser deres kunnen og vender planteresterne, når det 25. europamesterskab og det 55. danmarksmesterskab i pløjning løber af stablen 17.-18. oktober.

Allerede nu strømmer tilmeldingerne ind fra de udenlandske deltagere. Styregruppen bag arrangementet forventer et samlet deltagerantal på hele 121 pløjere. Helt præcist hvor stort deltagerantallet bliver, ligger dog først fast når de indledende regionsmesterskaber på dansk jord er holdt, og de kvalificerede deltagere er fundet.

Styregruppen bag arrangementet er i øjeblikket ved at få de sidste brikker til at falde på plads i det store planlægningspuslespil.

Men også den ene af de i alt to danske pløjere, der skal dyste mod resten af Europa i EM-konkurrencen, lægger planer for den nærmeste fremtid med den forestående konkurrence i horisonten.

Søren Korsgaard har taget ferie i tre uger for at kunne træne op til Europamesterskabet. September og i særdeleshed oktober kommer for ham til at stå i træningens tegn.

Han har lavet lidt ændringer på ploven til denne sæson, men det er småting i forhold til, hvad han tidligere har gjort. Hans plan i år er at koncentrere sig om at få trænet frem for at stå i værkstedet halvdelen af tiden

Han er selv én af de bærende kræfter i styregruppen bag det store europamesterskab og danmarksmesterskabet, og som erfaren og garvet pløjer i sporten ser han frem til et godt og velforberedt arrangement.

"Jeg tror, det bliver et rigtigt godt europamesterskab. Jorden er god og ensartet for alle, og der vil være flere deltagere der får deres sag for i den sandede jord ved Sunds. Ofte er det stiv lerjord, VM og EM holdes på, men her i Danmark har vi mere mild jord. Og hvis der er noget der sladrer om en forkert indstillet plov, så er det sandjord," pointerer en spændt Søren Korsgaard.

Foga

Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: