Familier smider tonsvis af fødevarer ud
Hos en dansk gennemsnitsfamilie med to voksne og to børn ender der årligt omkring 250 kilo spiselig mad i skraldespanden. Det viser beregninger, som Landbrugsraadet har foretaget på baggrund af data fra Miljøstyrelsen og Danmarks Statistik.
"10-12 pct. af al det mad, danskerne køber og kunne have spist, ender i stedet i skraldespanden," fortæller chefkonsulent Klaus Jørgensen, Landbrugsraadet til JyllandsPosten.
Hans beregninger viser, at gennemsnitsfamilien smider 500 kilo mad i skraldespanden om året. Heraf er halvdelen imidlertid ikke spiseligt. Det kan være alt fra æbleskrog til kartoffelskræller.
"Tilbage er imidlertid omkring 250 kilo mad, som gennemsnitsfamilien smider i skraldespanden, selvom det egentlig er spiseligt. Det er eksempelvis store mængder kartofler, brød, pasta og ris," fortæller Klaus Jørgensen.
Hans beregninger bygger blandt andet på data, som er indsamlet i de kommuner, der har affaldssortering. Her er det muligt at gennemgå det organiske affald og beregne, hvor stor en del, der er spiseligt og uspiseligt madaffald.
Men de stigende fødevarepriser kan måske få folk til at ændre adfærd og undgå unødvendigt spild. Salget af fødevarer og andre dagligvarer har været faldende i Danmark de seneste måneder.
Foga
Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: