Log på Forside
 
Gassede gæs i Holland
Danmarks Jægerforbund håber at kunne fastholde, at vilde gæs skal ende i kødgryderne - ikke destrueres som i Holland.
Arkivfoto: Steen Drozd Lund/Polfoto
3.000 grågæs er blevet destrueret i Holland, hvor der ikke må drives jagt på gæs.

I Holland, hvor gåsejagt er blevet forbudt, er 3.000 grågæs i løbet af sommeren blevet indfanget i net, gasset ihjel i containere og efterfølgende destrueret, oplyser Danmarks Jægerforbund.

Samtidig er mange gæslinger sultet ihjel. De er blevet forhindret i at finde føde, fordi fuglebeskyttelsesområder er blevet indhegnet, så de unge gæs ikke kan få lov at søge føde på nabomarkerne. Alt sammen for at regulere gåsebestanden, der er vokset enormt på grund af bedre ynglemuligheder for gæssene gennem de seneste år.

Ole Roed Jakobsen, formand for Danmarks Jægerforbund, er chokeret over, hvad der er foregået i Holland.

"Det vil være langt mere naturligt at lade jægerne jage gæs end at destruere dem," mener Ole Roed Jakobsen, som finder hollændernes måde at håndtere gæssene på helt grotesk.

"Jeg finder det især uhørt, at myndighedernes destruktion af fuglene er en direkte følge af, at der ikke længere foregår jagt på gæs. Det betyder, at tonsvis af godt og sundt vildt ikke ender, hvor det skal, nemlig i kødgryderne og på spisebordene. I stedet bliver det uspiseligt affald. Det er ganske enkelt for dumt!"

Han sætter pris på den måde, jagten foregår i Danmark.

"Vi skal holde fast i, at vores flere end 160.000 jægere kan dyrke deres fritidsinteresse med ansvarlighed over for naturen, miljøet og vildtet. Jagt er natur- og vildtforvaltning, og jagt er med til både at sikre gode vildtbestande, og med til at sikre at naturens overskud anvendes. Jagt er en kulturarv og er med til at holde fokus på vildtet og forvaltningen af det. Jagt er både rekreativt, men jagt er også respekt for vildtet, og at godt sundt vildtkød ikke skal gå til spilde.

"Vi vil i Danmarks Jægerforbund gøre alt for at holde den såkaldte "hollandske syge" fra døren og bevare jagten som en naturlig del af et moderne samfund," slutter Ole Roed Jakobsen, der er bekymret over, at forskellige naturorganisationer har som mål at begrænse jagten på fugle i Danmark.

"Nu viser det sig i Holland, hvad der så sker, når der bliver for mange fugle, og fuglene ikke kan brødfødes i fuglebeskyttelsesområderne."

Foga

Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: