Genbevaring mangler penge
Børge Jensen havde håbet på støtte til dyrkning af mere nøgen seksradet byg, som egner sig ekstra godt til ølbrygning og gryn.
I 2006 fik Børge Jensen i samarbejde med det lokale museum, Vestfyns Hjemstavnsgård i Gummerup ved Glamsbjerg, bevilget et tilskud på cirka 250.000 kr. fra Ministeriet for FødevareErhvervs Landdistriktspulje til sit store, frivillige arbejde for genbevaring af gamle kornsorter. Og det betød, at han kunne udvide sit opformeringsarbejde og antal sorter betragteligt - blandt andet også grønsager - få en del af kornsorterne analyseret på laboratorier og lave demoparceller på museets Museummark for besøgende. Meningen var at få tre-fire af de gamle sorter opformeret i markskala-forsøg, så der var nok til at så et større areal ud.
"Nu har jeg endelig fået lavet nok opformeringsmateriale til at kunne så en halv hektar til med nøgen seksradet byg - som giver rigtig meget ekstraktudbytte til ølbrygning og egner sig godt til konsum til gryn," fortæller han og fortsætter skuffet:
"Men for få dage siden fik vi overraskende nok afslag på vores nye ansøgning om endnu en støtteperiode. Og det er bare så frygtelig ærgerligt. For uden penge til analyser og det fortsatte arbejde, virker det formålsløst at fortsætte. Sådan en stor portion korn kan kun gemmes et år, så går det tabt," siger han trist til mode.
Så skulle nogle af Land&livs læsere vide, hvor man kan søge penge til sådan et projekt, hører Børge Jensen meget gerne nærmere på tlf. 64 75 14 36.
Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: