Log på Forside
 
Herregaarde vil skabe nyt liv
57 herregårdsejere har meldt sig på banen i kampen om at få del i Realdanias støtte til fremtidens herregård.

57 af Danmarks cirka 680 herregårde er med i Realdanias idekonkurrence om at skabe nyt liv i landets gamle kulturbærende bygninger.

Det var resultatet, da fristen for indlevering af ansøgninger til idékonkurrencen om fremtidens herregård udløb 1. september. Realdania har afsat 45 mio. kr. til finansiering af vinderprojekterne.

På baggrund af indstilling fra bedømmelseskomiteen udvælger Realdania de op til 15 projekter der skal modtage støtte. Resultatet bliver offentliggjort 6. oktober, og det bliver ifølge direktør i Realdania Hans Peter Svendler ikke nogen let opgave at udvælge vinderne.

De 57 herregårde har budt ind med idéer og projekter, der på forskellige måder kan demonstrere muligheder for at revitalisere de danske herregårde og dermed finde nye måder at bevare deres unikke kulturarv. Projekterne fordeler sig på konkurrencens to kategorier: koncept- og udviklingsidéer samt realiseringsprojekter.

Fem års kampagne

Baggrunden for idékonkurrencen er Realdanias kampagne Fremtidens Herregård. Over en femårig periode frem til 2012 vil kampagnen udvikle nye bud på, hvordan man skaber liv i herregårdenes gamle bygninger. Realdania ønsker derved at sikre, at herregårdenes bygningsarv og kulturmiljø bevares for fremtiden, samtidig med at der skabes arbejdspladser og dynamik lokalt. Der er afsat 100 mio. kr. til den samlede kampagne.

Kampagnen har særligt fokus på at bevare de enestående, historiske bygningsværker. Og nyt liv i de funktionstømte bygninger er den bedste form for bygningsbevaring.

Læs mere om Fremtidens Herregård og konkurrencen på www.fremtidensherregaard.dk

Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: