Knud Terp år 2008.

Det forekommer mig nu at være sket for hundrede år siden, mindst. Men høsten på Als, som jeg oplevede den i min barndom, foregik i 1950¿erne. Det er kun et halvt århundrede siden.

Når det føles som mere, har det utvivlsomt at gøre med, at landbruget og jeg tog afsked med hinanden midt i 1960¿erne, da vi måtte sælge gården. Så jeg er ikke opdateret med erhvervets løbende udvikling i de følgende årtier, hvor der skete meget med hensyn til blandt andet mekanisering og sammenlægninger. Jeg fulgte det hele lidt fra sidelinjen, og så kan man ikke udtale sig med vægt, i særdeleshed ikke med hensyn til noget så jordnært som landbrug. Man må være i det for at kunne snakke med om det. Men minderne har man da lov til at ha¿.

Jeg har stadig fornemmelsen under fødderne, når jeg som dreng op ad formiddagen løb hen over en høstet marks duggede stubbe, og det knasede under gummiskoene, og strømperne blev våde. I horisonten kunne jeg måske se en tidlig selvbinder - det var før mejetærskernes store tid - æde sig ind på en marks kornfyldte kvadrater og rektangler som en anden stor emsig bille, og den spyede negene ud som lignede min fars barberkoste. Sådan nogle som han brugte, når han skulle indsæbe ansigtet før en barbering, og som jeg også håbede på at komme til at bruge. Men det var der længe til.

Kornnegene var ikke barberkoste, skal jeg love for, når man først kom i nærkontakt med dem. Så var de på størrelse med én selv, almindelig barnestørrelse, og dem baksede jeg med, efter at markerne var høstet. Der de lå spredt ud og ventede på at blive stillet i "skok" med toppene vendt mod hinanden, så de dannede en slags telt mod regnen. Regnen som forhåbentlig aldrig kom, før høsten var i lade. Men det gjorde den tit alligevel, og så måtte vi ud og vende negene, så at den våde side kom indad i skokkestederne.

Af de tre gængse kornsorter, hvede, havre og byg, var jeg mest utryg ved byggen, selv om dens neg var de letteste vægtmæssigt set. Men dens korn har "skæg", bygskæg, som skærer og svier på inderarmene, når man er i nærkontakt, og det var jeg jo. Jeg kunne også få disse skæg i munden ved et uheld, og så spyttede jeg som besat.

"Man må håbe, man aldrig får sig en kone med bygskæg," kunne min storebror så sige, på dialekten selvfølgelig: "Jen må hååf jen alle fæær sej en kuuen mæ bychskech."

"Ha ha ha", grinede jeg så, "kvindfolk har da ingen skæg," det mente jeg at have tjek på.

"Nå, der er nu nogle, og dem skal man passe på," blinkede brormand til mig. Så fik jeg dén at tygge på.

Skokkestederne kunne også bruges af os unger til at lege cowboys og indianere i og omkring, hvis der var tid til det. Det var der sjældent - høsten skulle jo i hus for pokker - men det skete, og så råbte jeg gerne: Helle for at være indianer! Havde jeg måske ikke sporsans, og kunne mit blik ikke skue fjenden på flere kilometers afstand? Jo, nemlig, og så var jeg god til at gøre mig lille inde i negenes huler, usynlig for ethvert blegansigt. Men naturen var ikke altid på min side alligevel. En fordømt markmus kunne liste sig ind under buksebenene og op ad de nøgne ben, jeg glemmer aldrig disse prikkende listende ben mod huden: Hjææælp! Og derved kom jeg til at afsløre mig selv. Geværilden lød fra flere drengestruber, og jeg blev den sidste mohikaner på en mark i en landsby på Als. Jeg var også god til at segne og spille død meget dekorativt. Det ville de andre også prøve, så flere cowboys konverterede til indianere for at kunne få lov til at dø med vilde fagter og mystiske afskedsord på læberne.

Men ikke mere pjat, jeg blev gerne efterlyst af de voksne, når høsten skulle i lade, for der var ikke hænder nok på gården til, at de kunne klare det alene ¿ min ene hjemmeværende storebror og så min far, det var lidt lidt. Så små hænder var også velkomne. Selv om de ikke var slet så erfarne.

Blandt andet havde jeg mit hyr med at lægge negene rigtigt "i lag" på vognen bag traktoren, når far forkede dem op til mig. Vognen skulle for det første nødigt vælte eller læsset skride ud til den ene eller den anden side, og hvis negene lå for meget hulter til bulter, var det svært at få bid igen med forken, når tærskeværket hjemme i laden siden skulle fodres med neg.

Vort stakkels gamle monstrum af et tærskeværk! Det klagede ynkværdigt som et fortidsuhyre, når det sank og fortærede et neg og truede nogle gange med at gå helt i sort. Måske anede det inderst inde, at det sang på sidste vers, og som maskine snart måtte overgive tømmerne til en ny generation af mejetærskere, som var begyndt at kunne ses på markerne rundt omkring? Hvem vidste, om ikke også maskinerne kunne tænke selv? Det havde jeg dem mistænkt for at kunne, og jeg syntes, det var synd for vores tærskemaskine. Hvor mange halmballer havde den ikke presset i sin tid, hvor mange sække korn havde den ikke udskilt!

Det var et velkomment afbræk i høsten, når der kom besøg på gården, ikke for mange og for tit - det var der ikke tid til, og måske blev der regn i morgen? - men lige tilpas, sådan at monotonien kunne blive brudt. Det var altid de samme familiære ansigter, vi så under arbejdet, og vi kunne se os irriterede på hinanden, navnlig når der var spidsbelastning.

Landpostbuddet var altid god for en snak i forbifarten inde på gårdspladsen, han hilste med et brev eller en tryksag til kasketten, når der var post til os. Og vi kunne være så nysgerrige efter tidender og sladder udefra, at vi smed, hvad vi ellers havde i hænderne og inviterede "posten" på kaffe og kager inde i stuehuset.

Hvordan stod det ellers til ude i sognet? Når vi spurgte sådan, var det ikke for at få at vide, hvad man ellers lige så godt kunne læse sig til i lokalavisen, nej, vi vidste, "posten" med sin fine og diplomatiske næse kom mere tæt og vedvarende ind på livet af folk og begivenheder end nogen tilfældig journalist.

Det havde andre også opdaget, så hans rute i løbet af dagen kunne blive lang og kringlet, alle de kopper kaffe forskellige steder og så videre. Barnefødsler, sygdomme, forelskelser, emigrationer til Amerika og Australien, alle disse større og mindre scoops inden for lokalområdet rullede enstonigt over postbuddets læber, han var ikke mand for at dramatisere, snarere underdrev han, men derved fik han fantasi til at arbejde for sig, og man kunne ikke sige ham noget på.

"Posten" gjaldt for at være en mand, hvis ord stod til troende, han løb skam ikke med halve vinde.

"Og hvor langt er de så kommet med høsten ovre hos Kresten Jessen?" kunne min far lige som tilfældigt spørge.

"Posten" så på ham med sine klare blå: "Jeg tror skam, de er ved at være færdige."

Det var de altid, Jessens. Det var det samme i hver sæson.

Far bed hårdt sammen om pibespidsen og sad lidt. Så klaskede han begge håndflader mod lårene:

"Nå, vi må vist hellere se at komme i gang." Og alle rejste sig som på tælling og forlod bordet.

Far syntes ikke om ham Jessen. Han undte ham ikke at være den første i sognet, som fik høsten i hus.

Om hundrede år er alting glemt, om hvem der stod øverst på hitlisten i min barndoms landsby i konkurrencen om at få kornet først i lade. Men det er altså også kun halvtreds år, jeg kan huske tilbage, som sagt, og i sandhedens interesse må jeg sige, at "ham Jessen" var en klar etter med hensyn til at høste. Måtte far tilgive mig i sin himmel!

Der var engang. Det var dengang.

Knud Terp som dreng i 1950erne.

Høst som i gamle ved det historiske dyrskue på Gåsemandens gård i Bork 2007.