»Årets sidste badetur! Måske!« råber jeg gennem larmen fra bølgerne. Det er lige først i september, og badesæsonen er ikke slut endnu. Sommeren er ikke slut, selvom vi hele tiden kan mærke, at det er lige før.
Morgenmaden tog vi på den altan der kun kan bruges, når det er absolut vindstille i et vejr så smukt, at det er umuligt at forestille sig, at man overhovedet skulle tage nogen steder hen for at få det bedre. Over middag starter vi alligevel bilen og kører de 15 kilometer ud til stranden, hvor store bølger vælter ind over os, mens vi lader os flyde med på skumtoppen.
Det er min vesterhavsfødte kone, der har lært mig indlandsdansker teknikken, og det er bare en af de mange ting, jeg er hende taknemmelig for, tænker jeg, da vi endnu en gang lader os skylle op på stranden.
Dagen før gik jagten ind, og jeg kan lige så godt få det sagt med det samme: Det er slet ikke min kop te. Folk i firehjulstrækkere og med hunde vader i den tidlige morgen ned over engen, som jeg pligtskyldigt har tømt for dyr. I løbet af morgenen lykkes det dem med deres larm og uro at tømme hele fjorden for fugle. Hvor der dagen før rastede tusinder af ænder, og hvor de smukke klyder med deres opadbøjede næb søgte føde på den faldende vandstand, er der dagen efter bare blankt vand.
Heldigvis varer det kun nogle dage, før det åbenbart ikke er spændende for jægerne mere, og kun nu og da dukker en enkelt jæger op for at få sig en ekstra oplevelse. Men fuglene er klogest og vender tilbage, når jægeres og hundes silhuetter ikke længere kan ses mod det lyse vand.
I den klare luft trækker enorme flokke af gæs mod syd - jaget vildt de også - i kileformationer og ivrigt snakkende med hinanden, så man forestiller sig, at de småskændes om vejen. Ikke at der er nogen grund til det, for de kommer den samme vej hver eneste år.
»Men der er altid nogle i flokken der skal gøre vrøvl,« siger jeg til min kloge kone, efter at vi er gået lidt i haven for at få styr på det værste ukrudt.
Søndag eftermiddag tager vi cyklerne og kører ad den gamle redningsvej op langs kysten. Man forestiller sig, hvordan de gamle har trukket den tunge båd ad den dårlige vej gennem klitterne. Hvordan de uvægerligt må være kommet for sent masser af gange, fordi alle odds har været dem imod. Hvor vi ser blomstrende lyng, spiselige svampe og eventyr, så de næppe andet end slid.
Vi spiser pandekager og drikker dårlig kaffe på en lille café i badebyen med udsigt til et udsalg, som lokker min ellers så kloge kone til et ekstra kik.
»Jeg skulle bare se, om der var noget tøj til knægten. Det er lige hans mærker,« forsvarer hun sig, da hun - trods alt - vender tomhændet tilbage.
Den lapsede lemmedasker selv tilbringer næsten hele weekenden inde i byen, tættere på alt det der betyder noget. Hvilket i hans tilfælde kan oversættes til kammerater.
Vi har ikke set ham siden fredag morgen, men da vi søndag aften sidder bænket om spisebordet - ude på terrassen, det er vel stadig sommer - og han har sin veninde på besøg, ånder alt fred og familieidyl.
»Hvor er Danmark et pragtfuldt land,« kan jeg ikke lade være at sige til min kloge kone, da vi bærer tallerkenerne ind.
»Italien er nu heller ikke så dårligt,« mener hun og hentyder til den planlagte ferietur, som flyruter til uforståeligt lave priser har gjort mulig.
»Jeg vil til enhver tid foretrække eftersommerdage som den, vi lige har haft. Hvor luften er klar, hvor alt er grønt, og hvor man kan se uendeligt langt,« svarer jeg, mens hun fylder opvaskemaskinen.
En halv time senere bryder regnen løs.
»Var det ikke nu, du skulle ordne kontoret?« spørger hun.
Resten af aftenen bruger jeg på et kaos af rod, ubetalte regninger der har forputtet sig, og indberetninger som jeg har glemt.