En af de svømmesøer Lars Juncker har anlagt. Foto Lars Juncker.
Tirsdag 23. september er der landshavebrugskursus i Bjerringbro.
I år har vi været heldige at få den landskendte Lars Juncker fra Rødbøgegård på Sjælland til at komme og holde formiddagens kursus om nye tiltag i haven og dens omgivelser. Det vil blive et spændende og alsidigt foredrag, som bliver levendegjort med kreative billeder.
Vand i haven er Lars Junckers speciale. En af hans nye ideer er svømmesøer med harmonisk overgang til naturen. Det kan blive familiens naturlige opholdssted, give livskvalitet, energiopladning og afstressning.
En svømmesø og de omkringliggende anlæg kan nydes hele året. Det er et fristed for dyr og planter med skønhed hele året. Og vandet her er kemifrit, rent, klart og allergivenligt.
Ud over vand i haven laver Lars Junckers team også fliseanlæg, terrasser og japansk inspirerede haver - eller hvad kunderne nu kan ønske.
Efter frokostpausen vil Lone Thastum Skjødt, Løvskal, der er en af vore gratis telefonrådgivere, fortælle og give gode tips og ideer - også med billeder - om hjemmenes visitkort, nemlig indkørsel, forhave og/eller gårdsplads. Også hyggehjørner, opholdssteder og krukkebeplantninger er med i hendes idebuket.
Starks Byggecenter, hvor kurset foregår, præsenterer aktuelle haveredskaber. I lokalet vil der også være forskellige udstillinger. Der er amerikansk lotteri og gevinster på indgangsbilletterne. Alle er velkomne, men husk tilmelding.
Pris for kursusdagen er 150 kr. pr. deltager inklusiv kaffe og rundstykker. Madpakker kan medbringes. Der kan bestilles frokost som koster 40 kr. Tilmelding til Åse Poulsen, tlf. 97 17 18 51, Ketty Kragh, tlf. 86 45 43 50, eller Inger Bach tlf. 86 68 24 21, hvor der kan indtales på telefonsvarer.