Mindst 50 nyheder på Agromek
Agromeks bedømmelsesudvalg har indtil nu godkendt 50 to- og trestjernede nye maskiner og udstyr, der præsenteres på Agromek 2008 i Herning Messecenter 25. til 29. november. De godkendte nyheder er ifølge Agromeks pressetjeneste fordelt på 19 trestjernede og 31 tostjernede. Bedømmelsesudvalget fortsætter nyhedsvurderingen. Resultatet af arbejdet vil blive offentliggjort 17. september, mens beskrivelsen af nyhederne offentliggøres i slutningen af september, hvor der også sættes navn og fabrikat på dem. Ifølge Agromeks pressetjeneste er det især maskiner og udstyr til markbrug og svineproduktion, der nu er godkendt. Derimod er der markant færre godkendte nyheder til kvægbrug. Det skriver LandbrugsAvisens nyhedsbrev.
Mekanisk hjulløfter
Når hjulet skal løftes af bilen, er der risiko for rygskader og ømme arme. Derfor er en hjulløfter en god ting på værkstedet, især i forbindelse med skift af dæk. Flex1one A/S har sendt en ny hjulløfter med navnet WheelFloat på markedet. Den arbejder rent mekanisk, og man behøver derfor ikke at oplade hjulløfteren eller skifte batterier. Hjulløfteren er beregnet til af- og påmontering af personvogns- og varevognshjul. Den kan løfte enkel- og tvillinghjul op til 60 kg og en diameter på op til 32 tommer.
Yderligere information Tlf. 76 15 25 00
Få styr på tandremmen
Mange klager over tandrems-ravage til Forbrugerklagenævnet. Det kan blive en dyr fornøjelse at overse, at tandremmen i bilen skal skiftes. Det viser en række sager fra Forbrugerklagenævnet, hvor forbrugere er kommet i økonomisk klemme på grund af en slidt og ødelagt tandrem. Et af de emner der volder flest problemer i sager om brugte biler er nemlig tandremmen. Det skriver Forbrugerrådets Nyhedsbrev.
12 m høj skulptur af traktorer
23 grå og fem røde Ferguson-traktorer skal indgå i en 12 m høj skulptur, der skal stå uden for Fergusonmuseet i Stourup, skriver Horsens Folkeblad.
"Den skal ses som hyldest til de hundredetusinder af danske landmænd, der har frosset røven i laser ved at sidde på en traktor for at dyrke den jord, vi på en måde alle sammen har levet af," fortæller Henrik Nielsen, der ejer Fergusonmuseet.
Arbejdet med skulpturen går i gang, så snart der er givet byggetilladelse.
Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: