Gå tur blandt kvier og heste på Nissums strandenge
Nyt spor i landskabet åbnet ved Nissum Fjord.

Foto: Erik Poulsen
Eilif og Gerda Pedersen har sammen med Jesper Boel etableret en ny bro over Harpøth Bæk, som giver adgang til det nye Spor i landskabet på strandengene ved Nissum Fjord.
Et nyt "Spor i landskabet" åbnede den sidste søndag i august i Vestjylland. Det løber mellem Harpøth Havn og Damhus Å Havn, få kilometer vest for Vemb. Her har lokale lodsejere i samarbejde med Nissum Fjord Netværket, den lokale sogneforening og Åbent Landbrug Lemvig etableret to kilometer sti med offentlig adgang ned til strandengene på fjordens østside.
I modsætning til mange af de øvrige spor over hele landet er der dog ikke tale om en egentlig trampesti, som man skal følge. Man kan færdes, som man vil blandt kvier og heste i strandengene, som fortsat bruges af landbruget. I gamle dage var afgræsningen og høslæt af afgørende betydning for de lokale kvægavlere, mens engene i dag bedst egner sig til naturpleje af hensyn til blandt andet fjordens rige fugleliv og jagtmuligheder.
Foga
En folder om sporet fra Harpøth Havn til Damhus Å - og andre spor i landskabet - kan findes på www.spor.dk. Se også www.nissumfjordnet.dk
Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: