Traditionen med at hente et juletræ ind i stuen og pynte det med lys stammer fra Tyskland - og den tradition har rod i en hedensk skik, der gik ud på at holde trolde og onde ånder væk. De onde turde ikke gå forbi grantræer, da de var bange for at stikke sig på nålene, og derfor satte folk grantræer foran deres huse. Efterhånden blev grantræet flyttet ind i huset - og pyntet med blandt andet lys. En tysk legende fortæller, at Martin Luther juleaften i 1536 var på vej hjem til Wittenberg. Det var en kold og stjerneklar nat. Ved en grantykning blev han så betaget af synet af stjernerne og grantræerne, at han forsøgte at gøre det efter, da han kom hjem. Han tog et grantræ ind i stuen og satte lys på, så familien kunne opleve noget lige så smukt. Traditionen bredte sig til andre lande og nåede blandt andet det svenske hof i slutningen af 1700-tallet. Hos den engelske kongefamilie blev juletræet en tradition fra omkring begyndelsen af 1800-tallet. Den danske juletræshistorie menes at begynde i 1808, hvor der blev tændt juletræ på Holsteinborg gods. Det første københavnske juletræ blev tændt i 1811 hos familien Lehmann i Ny Kongensgade.
Kilde www.greenteam-europe.dk
Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: