Log på Forside
 
Madpakken er brændstof
3F og Landbrugsraadet har startet kampagne for at få ansatte i grønne job til at spise sundere mad.
Foto: Landbrugsraadet
Medarbejdere fra Slagelse Entreprenørservice smager på tilbuddene fra det sunde frokostbord.

Skovarbejdere, anlægsgartnere og vejarbejdere - medarbejderne på de såkaldt grønne arbejdspladser - har generelt ikke adgang til kantiner og andre madordninger og er derfor svære at påvirke til at spise sundere. De spiser mindre grønt, mindre frugt og mere fedt end den øvrige del af befolkningen, ved man.

Derfor har 3F og Landbrugsraadet startet en ny kampagne, "Mad til Mere", hvis mål er at øge sundheden blandt 3F's medarbejdere i det fri.

Kampagnen handler ikke om slankekure men om kostændringer, der øger sundheden og giver mere energi til en arbejdsdag, som ofte består af hårdt fysisk arbejde.

"Mad til Mere" blev lanceret hos Slagelse Entreprenørservice i Dalmosehallen torsdag 21. august, hvor 140 medarbejdere var samlet til det månedlige personalemøde. Her viste kampagnens frokostkok, Rasmus Bredahl, hvor nemt det er at tilberede sunde madpakker.

I første omgang koncentrerer "Mad til Mere"-kampagnen sig om Slagelse- og Sorøområdet med 3F Slagelse og 11 lokale virksomheder som deltagere. Senere er det planen at udvide "Mad til Mere" til hele landet.

Kampagnen indeholder fire elementer: Besøg af en frokostkok, indførelse af en frugtordning, sms-quiz og "vis-mig-dit-køleskab", hvor medarbejdere kan få besøg af ernæringseksperter i hjemmet, hvis de ønsker det.

www.madtilmere.dk

Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: