"Vil du ikke godt massere mig lidt? Please!"
Jeg ser på min kloge kone med øjne, som jeg forsøger at gøre så store og bedende som muligt.
"Lige et øjeblik," svarer hun fraværende. Hun er midt i et spændende sted i sin kriminalroman.
"Det gør altså ondt!" klynker jeg.
Det er ryggen, den er gal med. Som sædvanlig, fristes man til at sige, og det er altid det samme sted det gør ondt. Jeg ynder at sige, at det kom en gang, jeg arbejdede for meget. Min kloge kone hælder mærkeligt nok til den modsatte antagelse: At det skyldes, at jeg arbejder for lidt. Men nu er det blevet værre og værre i de sidste 14 dage.
"Det går altså ud over min livskvalitet," betroede jeg hende i aftes, da jeg prøvede at finde en stilling i sengen som ikke var alt for ubekvem.
"Jeg kender det godt," svarede hun. "Det er ligesom når du snorker!"
Men det gør altså ondt. Jeg krabber mig sidelæns ud af bilen, går underligt foroverbøjet, når jeg skal fra et sted til et andet, finder varmedunke og isposer frem og prøver fortvivlet at gøre nogle af de øvelser, som jeg kan huske, jeg en gang fik af kiropraktoren.
Til sidst forbarmer hun sig over mig. Jeg bliver placeret på spisebordet, mens hun griber fat i de ømme muskler og led.
"Nu skal du jo ikke blive ved så længe, at du selv får ondt i ryggen," siger jeg medgørligt, da hun har æltet min krop i nogle minutter.
"Bare rolig," svarer hun. "Jeg skal nok fortsætte lidt endnu!"
Alligevel synes jeg, at hun holder alt for tidligt op, hvilket jeg dog klogt nok undlader at fortælle.
Dagen efter opsøger jeg lægen. Eftersom det er en akut lidelse - det siger jeg i hvert fald, at det er - kommer jeg til med det samme. Mit lønlige håb er, at jeg får nogle små mirakelpiller, som jeg tidligere har prøvet, og som på rekordtid fjerner smerterne.
Men selvfølgelig siger jeg tappert til huslægen, at det sikkert er noget træning, jeg har brug for.
På det punkt giver han mig fuldstændig ret.
Han ikke så meget som nævner muligheden for at ordinere piller.
"Nu gælder det selvfølgelig om at få musklerne til at slappe af," fortsætter jeg forsigtigt. Igen giver den rare doktormand mig ret og henviser mig til en fysioterapeut.
Som sagt var det måske ikke lige det, jeg havde håbet, men jeg bøjer mig for argumentet om, at jeg sikkert trænger til at komme på et såkaldt ryghold.
Dagen efter finder jeg mig selv på fysioterapeutens massagebænk, mens hun - som hun siger - lægger hånd på mig. Og miraklet indtræffer: I løbet af mindre end en halv time er hovedparten af smerterne forsvundet. Hun har fjernet det, som hun kalder "kartoffelmel" der hvor ryggen sidder fast på det nedenunder.
"Det er affaldsstoffer, der lagrer sig der fordi du spænder hele tiden," forklarer hun og siger på gensyn på næste dags ryghold.
Hvor jeg så finder mig selv hoppe rundt på en hoppebold, stort set magen til dem børnene havde, da de var små.
Det vil sige: Jeg starter sådan set i romaskinen.
"Fint," siger jeg til unge kvindelige fysioterapeut, " jeg roede en hel del som ung."
Det ser nu ikke ud til at imponere hende, og efter et par minutter i maskinen bliver jeg pinligt bevidst om, at det er meget længe siden, jeg har været ung. Jeg puster og sveder men får mig da kæmpet op på de programmerede 2.000 meter. Så er lidt balancegang på bold alligevel lettere, mener jeg indtil jeg for alvor får begyndt.
Men det hjælper. Efter et par dages træning sover jeg faktisk igennem uden rygsmerter. Udgiften tør jeg ikke rigtig tænke på.
"Men man er jeg nødt til at passe på sit helbred," siger jeg til min kloge kone for ligesom at komme den diskussion i forkøbet.
"Det har du helt ret i," svarer hun henkastet.
"Forresten ved du godt, at jeg i lang tid har døjet med smerter i mit knæ. Jeg har lige bestilt tid hos fysioterapeuten," svarer hun uden tøven.