Log på Forside
 
Nye perspektiver for biogas på gårdniveau
Gosmer Biogas er langt fremme med ny teknik, der kombinerer gårdbiogasanlæg med gylleseparering.
Foto: Thyge Hansen
Tre mand, der tegner Gosmer Biogas: Idemand og opfinder Jens Pedersen (tv), Jens Gammelgaard, gårdejer og indehaver af biogasanlæg (im) og Svend Åge Pedersen, gårdejer og direktør i Gosmer Biogas.

Behold gyllen på gården og omdan den til energi i form af miljøvenlig, CO2-neutral biogas. Den afgassede gylle lugter væsentlig mindre og kan optages direkte i planterne, hvilket reducerer risikoen for udvaskning af næringsstofferne.

Det er i meget korte træk fordelene ved at etablere et gårdbiogasanlæg. Virksomheden Gosmer Biogas Aps. fra Gosmer ved Odder har siden 1992 arbejdet med området og står bag en række anlæg i Danmark - et enkelt for Poldanor i Polen - og er i øjeblikket i dialog om at skulle levere et anlæg til en stor svinefarm i Vietnam. Udgangspunkt er, at biogasanlæggene skal baseres på så simple teknologier som muligt, så driftssikkerheden er i top. Anlæggene skræddersys til den enkelte gårds størrelse og energibehov.

Støtte til udviklingen

Bag Gosmer Biogas Aps. står i dag otte landmænd, en el-installatør og en smedemester. Specielt smedemester Jens Pedersen er en vigtig mand. Han er selskabets tekniske chef og idemand, og har gennem snart 30 år eksperimenteret med nye metoder til at optimere biogasanlæggenes ydelse. Seneste skridt for virksomheden er at kombinere gårdbiogasanlægget med separering af den afgassede gylle.

Ved gylleseparering skilles gyllen i en fast fiberfraktion og en flydende del og anvendelse af processen betyder, at landmanden kan udvide sit husdyrhold uden at skaffe sig råderet over mere jord. Den nye teknik er i øjeblikket i en testfase og undersøges af GTS-instituttet AgroTech inden man begynder at sætte det i drift i fuld skala. Til udviklingen har Gosmer Biogas modtaget 550.000 kr. fra Fødevareministeriets Landdistriktspulje.

Næste trin i projektet bliver at finde den optimale forbrændingsmetode af den faste fiberfraktion fra den separerede gylle. Indledningsvis skal fiberen brændes i et stokerfyr.

Uheldig fortid

Jens Gammelgård er en af mændene bag Gosmer Biogas og har selv anlæg på sin ejendom i Gosmer. Han glæder sig over de nye muligheder, men ærgrer sig samtidig over, at der ikke er speciel politisk vilje at fremme udviklingen.

"At vi får gyllesepareringen med i processen er helt sikkert vigtigt i forhold til interessen fra landmændene. Nu mangler vi så, at politikerne begynder at se de mange fordele ikke bare for landbrugserhvervet, men for hele samfundet i form af miljøgevinster. Jeg kunne for eksempel ønske at man brugte CO2 midlerne til at skubbe til udviklingen," siger Jens Gammelgaard, der ikke er i tvivl om, hvorfor biogasanlæg ikke nyder større politisk bevågenhed.

"Der er mange eksempler på store fællesanlæg, der ikke har kunnet leve op til løfterne. De har typisk også brugt andre stoffer end gylle til gasfremstillingen med flere lugtgener som resultat. Det har været med til at hæmme troen på biogas. Vores produkt virker, og vi arbejder ihærdigt på at påvirke politikerne så udviklingen kan komme i gang. Det vil være til gavn for hele samfundet."

Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: