Log på Forside
 
Skoler skal sluge mindre strøm
Elsparefonden leder efter 10 pilotkommuner, som vil være frontløbere i kampen mod det høje elforbrug i skolerne.

De danske skoler er store strømslugere. Elsparefonden har lavet en analyse, der viser, at skolerne tilsammen bruger omkring 250 millioner kWh om året, hvilket svarer til en udledning på mere end 100.000 ton CO2 hvert år. Det er ikke alene belastende for miljøet. Det gør også skolernes elforbrug til én af de tungeste poster på mange kommuners elregning. Cirka 100 mio. kroner i unødvendige ekstraudgifter hvert år, har Elsparefonden beregnet.

Ifølge Elsparefondens erfaringer skyldes det høje elforbrug især, at mange skolers belysnings- og ventilationsanlæg er stærkt forældede. Ofte giver de hverken lys eller luft i den nødvendige mængde og kvalitet. Til gengæld sluger de unødvendigt megen strøm, som koster kommunerne dyrt.

For at sætte fokus på problemerne og hjælpe skoler og kommuner med at løse dem, vil Elsparefonden i de kommende måneder tage kontakt til en række kommuner for at give ideer til, hvordan de kan gøre deres skoler mere energieffektive til gavn for skolernes indeklima, kommunernes budgetter og det omgivende miljø.

Som det første skridt på vejen mod lavere elforbrug og sundere indeklima i de danske skoler er Elsparefonden netop nu på udkig efter kommuner der ønsker at være piloter i projektet. Pilotkommunernes resultater vil senere blive fremhævet for at vise, hvordan energieffektivisering kan gavne både skolens brugere, kommunens økonomi og det globale klima.

Elsparefondens kampagne vil løbe hen over efteråret 2008 og fortsætte ind i klimaåret 2009.

Elsparefonden

Elsparefonden er en uafhængig statsinstitution med egen bestyrelse under Klima- og Energiministeriet. Elsparefonden blev etableret i 1997 og har som opgave at sikre elbesparelser i husholdningssektoren og i den offentlige sektor. Elsparefonden finansieres af provenuet fra det særlige elsparebidrag på 0,6 øre/kWh, der opkræves hos husholdningerne og det offentlige. Provenuet udgør i alt cirka 97 millioner kroner om året.

Foga

www.elsparefonden.dk

Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: