Log på Forside
 
"Vi er stolte af Thys nationalpark"
Landmænd i Thy glæder sig over Danmarks første Nationalpark, der blev fejret som en stor, lokal folkefest på åbningsdagen den 22. august - men de er også på vagt.
Arkivfoto: Jens Tønnesen.
Esben Oddershede i sine marker med Nors sø, hvor Nationalpark Thy blev indviet, i baggrunden.

Landmænd i Thy, der var meget kritiske overfor Nationalparken i begyndelsen, glæder sig i dag sammen med resten af lokalbefolkningen over deres og Danmarks nye - og indtil videre eneste - Nationalpark. Det viste de ved en stor opbakning på åbningsdagen den 22. august, hvor Statsminister Anders Fogh Rasmussen, Miljøminister Troels Lund Poulsen, Thisteds borgmester Erik Hove Olesen og den nyudnævnte formand for Nationalparken Ejner Frøkjær åbnede parken med taler.

Og det er tilsyneladende et enigt Thy, der står sammen omkring den nye Nationalpark. Det fortæller Esben Oddershede, som er landmand i Thy og tidligere formand for Landsudvalget for Planteavl og Nordthy Landboforening gennem en årrække.

Formandsposterne i landboforeningsregi har han de sidste tre år skiftet ud med formandsposten for en af de fire arbejdsgrupper bag Nationalparken - nemlig den gruppe som varetog erhvervslivets forhold.

Fra kritik til opbakning

"Vi er stolte og glade for, at vi som de første i Danmark får en Nationalpark i Thy," siger Esben Oddershede. Men han har ikke fortrudt, at han og det øvrige landbrug var ret så kritiske i begyndelsen.

"Vores kritiske holdning gav mulighed for stor debat og for at lave et ordentligt grundlag for Nationalparken, som alle kunne leve med. Og vi er tilfredse med den aftale, der er lavet," siger han.

Aftalen betyder blandt andet, at landmænd både i og lige udenfor Nationalparken fortsat må drive landbrug og har samme drifts- og udvidelsesmuligheder som alle andre. Og at den foreslåede bufferzone udenom parkens 24.000 hektar ikke blev vedtaget. Det betyder, at der kun er 300 hektar landbrugsjord i omdrift inde i Nationalparken - plus en del marginale græsningsarealer, der i forvejen er omfattet af mange udpegninger.

" Der er i princippet ingen ulemper ved at have jord eller ejendom inde i parken - nærmere tværtimod. Frivillighedsprincippet har været nøgleordet i kompromiserne bag Nationalparkens tilblivelse. Og man har heldigvis ikke villet ekspropriere jorden" glæder Esben Oddershede sig over.

Der har været tale om kompromisser og godt samarbejde mellem landbruget og alle de grønne organisationer, som har været repræsenteret i arbejdsgrupperne bag Nationalparken.

"Der har været god vilje fra alle sider. Vi har alle bøjet os mod hinanden og er enige om aftalen", siger Esben Oddershede.

Er på vagt

I dag kender han ingen, som er decideret ked af Nationalparken.

"Jeg kender nogle få, der helst så deres jord trukket ud, men ikke nogen der decideret er imod. Og langt hovedparten er glade og tilfredse med resultatet."

Årsagen til de få nervøse landmænd skyldes, at de er bange for, at deres jord bliver underlagt begrænsninger i fremtiden. Og den tankegang kan Esben Oddershede godt følge.

"Historien viser jo, at landbruget før er blevet snydt omkring områdeudpegninger som SFL, Natura 2000, Habitatdirektivet med flere, hvor reglerne er blevet strammet op gang på gang.

Så jeg håber meget, at det ikke sker med Thys Nationalpark," siger han.

Han mener, at det er helt afgørende for den fortsatte lokale opbakning, at frivillighedsprincippet også fremover er det bærende princip.

"Det håber og tror jeg da på. Nøgleordet for den lokale opbakning er, at vi fortsat har tillid til, at den indgåede aftale holdes af alle parter. Den tillid må ikke lide et knæk, for det vil give store modsætningsforhold på egnen" siger Esben Oddershede.

Han har dog allerede hørt de første pip om det modsatte. Dels i Anders Fogh Rasmussens åbningstale, hvor statsministeren annoncerede Regeringens nye grønne vækstplan med skærpede miljøkrav til landbruget. Og dels i Danmarks Naturfredningsforenings nylige udmelding om, at de ønsker at udvide Nationalparkens areal. Det finder Esben Oddershede helt uhørt, idet deres lokale afdeling i Thy har været med til at beslutte og bakke op om den nuværende grænse.

Derfor håber han også, at både landbruget og en repræsentant for de 700 lodsejere, der har jord i eller umiddelbart op ad Nationalparken får en plads i den nye, kommende bestyrelse.

www.skovognatur.dk/Ud/Oplev/Nationalparker/Thy

www.nationalparkthy-mensviventer.dk

www.thyweb.dk/turistithy/2008/Uge26/2.pdf

Det ser grangiveligt ud som om Nationalpark Thy velsignes af et par gejstlige. I virkeligheden er det to amatørskuespillere fra den lokale amatørteaterklub Fyrspillene, der sammen med mange andre udklædte skuespillere satte en højtidelig og farverig stemning på åbningsdagen.
Udover åbningstalerne var der også masser af musik på programmet, da Thy Nationalpark åbnede.
De mange fremmødte børn byggede selv små træskibe ved bredden af Nors sø, og der var både iver, gåpåmod og stolthed at spore i de mange børneansigter.
Træskibene, som børnene selv havde bygget, skulle selvfølgelig straks afprøves i Nors sø.
Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: