Log på Forside
 
Brug sikkert fodtøj til hest
Vandrestøvler med skridsikre såler er meget farlige at ride med og fører til diskvalifikation i Dansk Rideforbunds stævner. Få her gode råd om, hvordan du både holder varmen og overholder sikkerheden på vinterens rideture.
Foto: Jens Tønnesen.
Det er ikke tilladt at bruge fodtøj med skridsikre såler, når man er til hest i regi af Dansk Ride Forbund. Simpelthen fordi det er alt for farligt.

I Land&livs hestetillæg i september havde vi en artikel om en langdistancerytters anbefalinger til varmt ridetøj til vinterhalvåret. Hun brugte blandt andet vandrestøvler med gummisål, fordi de er varme og behagelige at ride med.

Det har fået Mia-Maria Hagelskjær, som er uddannet rideinstruktør og på vej til ryttermærkedommer i Dansk Ride Forbund (DRF) til at henvende sig. For den går ikke i Dansk Ride Forbunds regi.

Ingen skridsikre såler

"Jeg underviser blandt andet i DRF's Ryttermærker, hvor formålet er at lære ryttere, børn såvel som voksne, at ride og håndtere heste på en sikker måde," fortæller Mia-Maria Hagelskjær.

"Vandrestøvler til ridebrug går stik imod Dansk Ride Forbunds anbefalinger for sikkerhedsmæssig korrekt ridebeklædning. Starter man stævner eller ryttermærkeprøver i den slags fodtøj, vil man øjeblikkeligt blive diskvalificeret," siger hun.

Årsagen er, at faren for at man hænger fast i stigbøjlen med vandrestøvler med gummisål er meget stor. Og skulle man falde af, risikerer man at blive slæbt efter hesten. Og det kan være fatalt.

"Fodtøj med skridsikre såler, fodtøj uden hæl, fodtøj med store spænder samt kondisko og lignende bør ikke bruges til ridning. Heller ikke selv om man bruger sikkerheds-stigbøjler," slår Mia-Maria Hagelskjær fast.

Hold varmen sikkert

Men hvad gør man så for at holde varmen på en lang ridetur i vinterkulden og samtidig overholde sikkerheden? Det har Mia-Maria Hagelskjær et bud på:

"Når jeg rider ud om vinteren, bruger jeg en heldragt fra Maddox specielt til ridebrug. Den koster 1.000 kr. og består af termo-ridebukser med fullskin og jakke i et. Den har åndehuller, mange lommer og refleksbånd og fungerer godt både til hest og i stalden på selv de koldeste dage."

På fødderne har hun langskaftede nubuck ridestøvler med lamme-for. De koster kun 750 kr., og dem holder hun varmen godt i. Der skal bare være god plads i støvlen, for ellers kommer man til at fryse.

"Jeg har desuden en ridehjelm fra Casco, der kan indstilles så den bliver større. På den måde kan jeg nemt have en varm hue indenunder. Og hjelmen kan stadig spændes korrekt og sidde behageligt," fortæller rideinstruktøren.

Handsker og halstørklæde

Prikken over i-et er et par gode handsker. Her anbefaler Mia-Maria Hagelskjær et par uldne handsker.

"Sæt bedstemor i gang med stikkepindene - eller gør som jeg, gå i den lokale genbrugsbutik. Der er ofte gode handsker og uldne trøjer til billige penge."

Når det er meget koldt, bruger hun dog rideluffer i læder med lamme-for, som er købt i Zoo-Zity for 99 kr. Lufferne kræver dog lidt tilvænning, da pege-, lange- og ringfinger sidder sammen.

Mia-Maria Hagelskjær fraråder, at man rider ud med halstørklæde eller løsthængende hatte, da de kan hænge fast i grene. Derfor bør man også altid binde de snore op, som sidder på anorakker o.l.

"Jeg har set et tilfælde, hvor en rytter faldt af hesten, og anoraksnoren satte sig fast i hestens ene sko."

Et ekstra lunt tips lyder sådan: "Når man går i stalden, kan det være rart at have en lille "varmepude" i lommen, som frigiver varme når man knækker dem. De kan købes i mange butikker og koster under 50 kr. - og kan også fås som indlæg til støvler," siger hun.

www.rideforbund.dk

 

Få gode råd til at klæde dig sikkerhedsmæssigt rigtigt på, så du ikke fryser på køre- eller rideturen i vintervejret.
Få gode råd til at klæde dig sikkerhedsmæssigt rigtigt på, så du ikke fryser på køre- eller rideturen i vintervejret. Jens Tønnesen.
Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: