" Hvad tror du, de her har kostet?"
Det er min kloge kone der spørger. Som sædvanlig har hun gjort en god handel, og som sædvanlig vil hun have os andre til at gætte, hvor god den handel har været.
Denne gang handler det om postkort købt på julemarkedet i Den Gamle By i Århus. Efter en særdeles kølig juleoplevelse sidder vi bænket om ostemadder og varm kakao.
"Jeg ved det ikke," svarer jeg i fuld overensstemmelse med sandheden. Prisen på julekort hører ikke til mine kernekompetencer. Min kloge kone vil utvivlsomt sige, at juleforberedelser i det hele taget ikke hører til mine kompetencer overhovedet.
"Der er kuverter med! Og seks billeder på hvert kort. Og se hvor flot de er trykt," fremturer hun.
"Jeg ved det virkelig ikke."
"Gæt nu - det kan da ikke være så svært!"
"OK - har du givet seks kr. stykket?"
Jeg kan godt se på hendes ansigt, at det slet ikke var det svar, jeg skulle have givet.
"Seks kr. - man kan da ikke få sådan et fint kort med kuvert for seks kr.!"
"Jamen jeg gætter altså på seks kr.!"
"Gæt nu - ordentligt," fremturer min kloge kone med det skarpe handelstalent.
Så er det, vores kønne datter griber ind.
"Nu skal I to altså holde op. Det lyder jo, som om I skændes hele tiden," siger hun anklagende.
"I er altså ikke til at holde ud at høre på," fortsætter den lapsede lemmedasker, mens han sætter endnu et stykke mad til livs.
"OK - jeg giver op. Hvad kostede de så?" spørger jeg for ligesom at få det hele afsluttet."
Men nu er min kloge kone mut.
"Det vil jeg ikke sige!"
Min kønne datter opfatter situationen længe før mig og bryder ud i krampelatter.
"Kan du ikke forstå det, far? De kort har jo kostet seks kr.," hikster hun mellem latteranfaldene.
"Mmmmh. Men far vidste det i forvejen. Ellers kunne han aldrig have gættet det," forsvarer konen med handelstalentet sig muggent.
Jeg kigger lidt den anden vej. Muligvis har hun en lille smule ret. Måske havde jeg hørt prisen nævnt et eller andet sted i løbet af dagen.
Til mit forsvar skal siges, at jeg bliver stillet over for gættekonkurrencer flere gange om ugen, og at jeg så godt som aldrig gætter rigtigt. Ungerne har det på samme måde: Det er uhyre sjældent, vi har mulighed for at komme med et korrekt svar på min kloge kones kloge spørgsmål om snart sagt alt mellem himmel og jord.
"Kan du ikke bare sige det i stedet for hele tiden at spørge," kan vi svare i kor, når hun kommer med endnu en af sine gættelege.
Men nej, det er der ikke noget ved, får vi at vide.
Det er ikke svært at regne ud, hvor hun har sit gætte-gen fra. Hun er slet og ret et konkurrencemenneske - hvilket ikke nødvendigvis er ensbetydende med at være en dårlig taber.
Hun elsker Trivial Pursuit og Besserwizzer og den slags spil, hvor man skal have en anselig portion paratviden, og hader Matador hvor man kan jorde hinanden ved at være udspekuleret.
Trist nok, for det er netop den slags spil, knægten og jeg selv for alvor kan engagere os i. Der hvor vi kan tvære modstanderne ud ved at spille højt spil, være udspekulerede og tage urimelige chancer.
"Det er et væmmeligt spil," erklærer min kloge kone, der i parentes bemærket stadig har til gode at vinde et Matador-spil.
Det er et par dage senere, jeg selv gør, hvad jeg mener må være et fremragende køb: To undertrøjer uden ærmer til en hund. Købt oppe i Brugsen på et særligt tilbud og lige den model jeg ønsker mig.
Da jeg kommer hjem, kan jeg ikke lade være:
"Hvad tror du jeg har givet for de to undertrøjer?" spørger jeg min kloge kone.
"Du kan garanteret ikke gætte det," fortsætter jeg ivrigt. For en gangs skyld har jeg hende på glatis.
Hun kaster et kort blik på undertrøjerne og svarer så:
"Hvis du har købt ind, ligesom du plejer at købe tøj, har de garanteret ikke kostet over 100 kr. ..."