Træ er et gasholdigt brændsel. Ved opvarmning afgiver træ først tjæregas der derefter forbrændes ved tilførsel af ekstra atmosfærisk luft. Efter træet har afgivet sine tjæregasser, er der de glødende trækul tilbage som afgiver varme og falder sammen til aske.

For at udnytte størst mulig andel af træets indhold af energi er det vigtigt, at alle tjæregasser udbrændes, og at varmen fra forbrændingen bliver overført til vandet i kedlen.

En lang række kedler til brændefyring i danske huse er gennemforbrændingskedler (se hosstående tegning). Tegningen viser princippet i en gennemforbrændingskedel, hvor brændet lægges på en rist i bunden og tændes op. Derefter fyldes der mere træ på kedlen. De varme forbrændingsgasser fra forbrændingen oven på risten stiger op og varmer det u-antændte træ ovenfor op. Ved opvarmningen begynder træet at afgive tjæregas.

Tjæregas er uforbrændt brændstof, dvs. energi som kan omdannes til varme. For at omdanne energien i tjæregassen til varme skal temperaturen i røggassen hæves til min. 600°C, og der skal samtidig tilsættes luft. I hosstående kedel er der vand hele vejen rundt om det kombinerede brændkammer og magasin. Derfor afkøles forbrændingen samtidig med den foregår. Det betyder at de afgivne tjæregasser sjældent bliver så varme at de brænder og omdannes til varme. I stedet ledes de uforbrændte ud sammen med de øvrige røggasser, hvilket betyder unødigt stort energitab.

Den viste gennemforbrændingskedel har yderligere to væsentlige mangler:

1) der mangler en velfungerende varmeveksler (røgtræk) til at overføre energien fra de varme røggasser til kedelvandet, og

2) dårlig udvendig isolering af kedlens overflade betyder stort varmespild.

Regulering af varmen

Problemerne med gennemforbrændingskedlen bliver forværret i situationer, hvor anlægget er etableret uden akkumuleringstank (se artikel i foregående nummer af Land&liv). På sådanne anlæg kan regulering af varmeproduktionen kun udføres ved at regulere luftmængden til forbrændingen. Når der skrues ned for luften, falder temperaturen i kedlen, og en endnu større del af de dannede tjæregasser i kedlen ledes uforbrændte i skorstenen.

Når uforbrændte tjæregasser afkøles, bliver det til tjære (flydende eller fast stof) på skorstenens inderside. Efterfølgende når der fyres ekstra godt op i kedlen og røggastemperaturen i skorstenen bliver større end den plejer, bliver tjærebelægningen i skorstenen antændt, hvilket er skorstensbrand! For nogle brugere hænder dette flere gange pr. år.

Ovennævnte gælder i særlig grad for gamle støbejernskedler.

I øjeblikket giver Energistyrelsen tilskud til skrotning af brændekedler med lav nyttevirkning. Læs mere på www.mst.dk/tvaergaaende+indsats/Tilskudsordninger/kedelordning.htm