Log på Forside
 
Gødning fra biogasanlæg ny mulighed for økologer
Økologiske planteavlere uden husdyrgødning kan have gavn af økologiske biogasanlæg. Det kan måske få flere til at lægge om.
Arkivfoto: Jens Tønnesen.
Økologiske biogasanlæg er på vej - her dog et konventionelt.

Økologisk biogas fra energiafgrøder kan være en god løsning for planteavlere uden husdyrgødning. Det mener Michael Tersbøl, som er faglig udviklingschef i Økologisk Landsforening.

På Agromek i november præsenterede han ideen sammen med økologisk landmand Bjarne Viller Hansen, der som den første forventer at have et økologisk biogasanlæg på sin bedrift i 2009.

Bjarne Viller Hansen dyrker knap 400 hektar, blandt andet med højværdiafgrøder som grønsager. Det giver basis for hans biogasanlæg. En tredjedel af arealet skal dyrkes med energiafgrøder (for eksempel kløvergræs), en tredjedel med gulerødder og kartofler og en tredjedel med korn og frøgræs. Dermed bliver han selvforsynende med økologisk gødning og behøver ikke længere at importere gylle.

Gå sammen

De fleste økologer har et langt mindre areal end Bjarne Viller Hansen, og for dem er et fællesanlæg med andre økologer en oplagt ide, mener Michael Tersbøl.

"Deltids-økologer skal organisere sig og gå sammen om økologiske biogasanlæg," opfordrer han.

Men det kræver, at man tilsammen har en del hektar at producere energiafgrøder på. For det er vigtigt, at driftøkonomien i anlægget er i orden, så det kan hvile i sig selv med el-prisen og en sikrere økologisk produktion.

Mange fordele

Ifølge Michael Tersbøl er der mange fordele ved at være med i et økologisk biogasanlæg.

Man bliver mere uafhængig af at importere konventionel husdyrgødning, som sandsynligvis skal udfases fra 2015 til 2021, og har man selv - eller modtager man - husdyrgødning, bliver værdien bedre, fordi udnyttelsen af næringsstofferne stiger, samtidig med at tabet af kvælstof og drivhusgasser mindskes.

"En fast andel af kløvergræs i et økologisk sædskifte er vigtigt for at kunne styre rodukrudtet. Men uden aftaler med en kvægbruger, har man ikke meget at bruge kløveren til. Med et biogasanlæg bliver der pludselig mening med kløveren som energiafgrøde," forklarer Michael Tersbøl.

Han mener også, der ligger et stort potentiale i de mange uplejede naturarealer, som ofte ejes af kommunerne. Ved at bruge enggræs fra følsomme områder i biogasanlæg fjerner man næringsstoffer der er i fare for at blive udvasket og omdanner dem til en ressource.

Endelig kan biogas tilføre økologien en positiv historie med selvforsyning af gødning og grøn produktion af energi. For øjeblikket er der dog ikke merpriser at hente for økologisk strøm.

Desuden regner Økologisk Landsforening med, at økologiske biogasanlæg smitter - så flere landmænd vil lægge om til økologi, hvis de har udsigt til en bedre og lettere næringsstofforsyning fra et økologisk biogasanlæg i nabolaget.

Økologiske biogasanlæg er på vej - her dog et konventionelt.
Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: