Måske er du enig. Måske ikke. Men en undersøgelse foretaget af forsikringsselskabet Codan i samarbejde med Væksthus Hovedstadsregionen viser, at administrativt besvær ofte er et større problem for selvstændige end manglende fast indkomst.
Det gælder også i svære tider, hvor hver tredje selvstændige frygter en lavkonjunktur.
Et spadestik dybere dukker interessante forskelle frem i undersøgelsen. Yngre selvstændige synes ikke, at administration er et stort et problem, mens 60 procent af de 55-62-årige mener, administration er en byrde. Og det er især mændene der finder papirnusseriet plagsomt.
Mens kun 35 pct. af kvinderne ser administration som et problem, er det et problem for 53 procent af mændene.
Codan og Væksthus Hovedstadsregionen har spurgt 784 ejere af små virksomheder der defineres som dem med 0 til 4 ansatte.
Selvsikker erhvervsgruppe
Når danskere starter egen virksomhed, bekymrer hver anden iværksætter sig om manglen på fast indtægt, mens blot to ud af ti sidenhen mener, at det er et egentligt problem ved livet som selvstændig. Derimod mener 46 pct. af de 784 adspurgte, at den altoverskyggende ulempe er de administrative byrder.
"Små virksomheder er i mange tilfælde en regulær én-mandshær, hvor administrative byrder ofte er det, som får læsset til at vælte. Vi oplever, at mange af de selvstændige ganske enkelt har for travlt med at drive forretning til at bruge tid på administration. For de unge, og til dels kvinderne, ser vi en tendens til, at de først og fremmest er bekymret for indtægten, mens administration ikke skræmmer lige så meget," fortæller salgsdirektør Anders Hestbech fra Codan, der har 50.000 små og store virksomheder som kunder
"Undersøgelsen tegner et billede af en selvsikker erhvervsgruppe der har tillid til, at de af egne evner nok skal sørge for indtægten, mens administrativt arbejde opleves som en benspænder. Jo flere ansatte man har, jo mere oplever man administration som et problem, hvilket formentligt hænger sammen med lønadministrationen," konstaterer Katrine Nygaard, kommunikationschef i Væksthus Hovedstadsregionen, der rådgiver vækstiværksættere og virksomheder med ambitioner om at vokse sig større og nå nye højder.