
Foto: Jens Tønnesen
Sarah Brogaard Jensby passer både heste og hunde. Her er hun med en af sine egne heste og sin Jack Russel-terrier.
Når skiferien frister, eller når arbejdet kalder, så der ikke bliver tid til at lufte hest og hund, så kan der være brug for en dyrepasser som Sarah Brogaard Jensby. Hun kommer og passer både heste, hunde og katte, så de ikke skal sendes i pension.
23-årige Sarah er uddannet dyrepasser i 2005 og har taget hestelinjen på Kolding Tekniske Skole, der i dag hedder Hansenberg. Men jobs som dyrepasser hænger ikke på træerne, så derfor har hun været kreativ og har skabt sit eget firma, »Stald Pretty«, som tager sig af både korte og længere pasningsopgaver.
Hvis en kunde har brug for at få lukket sine heste ud ved middagstid en gang om ugen, fordi ingen i familien netop den dag har tid, så er opgaven ikke for lille for Sarah. Især ikke hvis hun kan klemme den ind mellem andre opgaver.
Sarah har sin base på Fyn og er parat til køre ud i hele region Syddanmark. Hun kender dyrepassere andre steder i landet som også er blevet selvstændige.
»Man må finde sine muligheder,« mener Sarah.
Indtil hun i sommeren 2008 etablerede sit firma, var Sarah med til at passe sin kærestes 400 søer. Men arbejdet med grise gav hende allergi, så derfor måtte hun gå andre veje. Hun har arbejdet i en hestepension, og det var der hun så muligheden for at skabe sig et job som freelance-hestepasser med mere.
Da hun er vokset op med at have hunde, påtager hun sig gerne hundepasning. Katte klarer hun også. Og er der brug for hjælp til pasning af hobbykvæg, så er »Stald Pretty« en mulighed.
»Jeg er også åben for at komme og hjælpe, hvis arbejdspresset i en professionel kvægbesætning er blevet for stort eller hvis der er sygdom i besætningen,« siger Sarah. Men hendes niche er især pasning af de dyr, folk på landet tager sig af i deres fritid.
På sin hjemmeside skriver Sarah om sit firma:«Stald Pretty mission er at give dit kæledyr en lige så god ferie, som den du selv får, samt at give ejere af dyr mulighed for at rejse på ferie og være sikker på at dyrene bliver passet korrekt.«
www.staldprettyr.com