Log på Forside
 
Hvordan afhjælpes "vinterkuller"?
Foto: Jens Tønnesen.
Vintertid kan betyde lidt friskere heste, og at der måske skal skæres lidt ned på foderet.

Kære Magasinet Hest

Jeg er den heldige ejer af en skøn seks års Dansk Varmblods hoppe. Jeg bruger hende primært til spring på distriktsplan, men træner også dressur ved berider en gang om ugen. Her er altså tale om en hest på cirka 550 kg, der udfører en times moderat arbejde dagligt.

Problemet opstår, når vinteren trænger sig på. Hesten, der i forvejen er noget varm, får lige pludselig et ekstra gear. Om det skyldes kulden, de færre foldtimer eller klipningen er mig en gåde. Den arbejder lige meget sommer og vinter. Jeg fodrer den med to kg Brogaardens Fase balance samt et kg havre, 0,5 kg lucerne, salt og tørt hø (cirka 8-10 kg dagligt) af god kvalitet. Alt sammen udarbejdet af professionel fordringsrådgiver.

Nogle siger, at man med fordel kan give en sådan varm hest tilskud i form af magnesium eller tilskudsprodukter indeholdende aminosyren tryptophan. Hvad er dit bud på at afhjælpe denne "vinterkuller?

Med venlig hilsen Marianne Pedersen

Hej Marianne

Umiddelbart tror jeg, at din hest får lige rigeligt med energi i forhold til det arbejde, den udfører. Ud fra det foder, du opgiver, at du giver din hest dagligt, får den tilført cirka otte Fe, hvor dens behov ifølge gældende normer kun er på cirka 6,7 Fe dagligt. Jeg vil foreslå dig gradvist at reducere mængden af Fase balance og havre med et halvt kg af begge dele over en periode på en uges tid.

Samtidig betyder det selvfølgelig en del, at din hest ikke længere tilbringer så meget tid på fold og derfor ikke får rendt nok energi af sig.

Med venlig hilsen Eric Clausen

Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: