Ha, far! Nu har du de sidste mange år måttet holde dig pinligt ædru nytårsaften, fordi du skal køre dine umulige unger et eller andet sted hen.«
Den lapsede lemmedasker kan ikke lade være at skjule et grin. Vi sidder bænket omkring bordet på selveste nytårsaften på en svensk herregård. Udenfor fryser det 18 grader, hele landskabet er pudret i hvid sne, og dagen har vi tilbragt med ski på. Efter min mening kan det ikke blive ret meget bedre.
Hvis det ikke lige var for en enkelt lille ting.
Champagnen lod vi ligge derhjemme. Hvad skal man med champagne, når man skal fejre nytår på en svensk herregård?
»Det er godt nok første gang, jeg holder nytår sammen med 50 svenskere, som jeg ikke kender,« udbrød min kloge kone en smule skælmsk, da jeg havde bestilt overnatning - og nytårsmiddag - på stedet.
At vores 19-årige søn valgte at følge med de gamle på nytårstur til vort nordiske broderland kom som en overraskelse for både os, og de venner han ellers omgiver sig med.
Hemmeligheden var sneen og de store bakker. Kan han få fødderne på et snowboard, er der ikke meget der kan konkurrere. Selvfølgelig lader han os forstå, at det er lidt af et offer at tilbringe aftenen i selskab med sine forældre.
»Men på den anden side,« tilføjer han usædvanlig snusfornuftigt, »på den anden side er der heller ikke ret meget ved at stå i kø uden for et overfyldt diskotek sammen med en masse fulde mennesker.«
Vi ser et øjeblik vantro på hinanden, men vælger at acceptere forklaringen som altså formentlig har mere med sne end med os at gøre.
Stedet er pragtfuldt. En toetages træbygning opført i midten af forrige århundrede flankeres af to lidt mindre bygninger, hvor personalet formentlig har holdt til. Midt på gårdspladsen står et enormt juletræ, ved hvis fod en nisse har taget ophold, alle lys er tændt i hovedbygningens vinduer, og man kan høre, at de har travlt i køkkenet.
Værelserne er som hentet fra en tegning af Carl Larsson, om det så er kaminen i forstuen er den tændt.
»Det bliver ikke bedre,« smiler jeg til min kloge kone, da vi har hentet de sidste ting i den efterhånden dybfrosne bil.
Hun nikker glad og tilføjer: »Hvad fatter gør ...«
»Er altid det rigtige,« skynder jeg mig at tilføje, da hun holder en kunstpause.
»Mmmh!«
På de smukke værelser er der en righoldig bogsamling. Usædvanlig righoldig. Ganske vist kender vi ikke forfatterne, men selvom vi på det nærmeste føler os halvt svenske efter mange års talrige besøg i vort pragtfulde broderland, kan vi da heller ikke kende baggrunden for al svensk litteratur.
Det er først da min kloge kone begynder at gå bogsamlingen efter, at en prås går op for os: Der er tale om bøger der alle priser Herren og det svenske missionsselskab.
»Tror du overhovedet vi kan få vin til maden?« spørge den kloge en anelse bekymret.
Selv tager jeg et diskret vend ned omkring restauranten, hvor jeg til min beroligelse ser både vinglas og velkomstdrink på bordene.
Det er først da middagen begynder lidt senere, at det for alvor går op for os, at aftenen måske kommer til at forløbe en anelse anderledes end vi havde troet:
Velkomstdrinken er alkoholfri, det stærkeste vi kan få til middagen et lättöl, vi skåler i - alkoholfri - cider, da klokken bliver 24 og den lapsede lemmedasker gør sig lystig over, at den første nytårsaften i årevis, hvor jeg kan nyde lidt mere rødvin end normalt, er jeg henvist til lättöl.
Men vi er meget tidligt på ski dagen efter ...