Jeg elsker dem - mine lange underhylere. Ved godt de ikke er specielt sexede, og at jeg kan blive til grin, hvis jeg har glemt at tage dem af inden jeg går til svømning.
Men hver gang det er rigtig koldt, er det dem og den isolerende undertrøje der redder mig fra at blive forkølet.
Undskyld pausen. Jeg skal lige hoste og pudse næse.
Som sagt: Undertøjet er det der afgør forskellen på velvære og ve og jammer.
Eller var, indtil den lapsede lemmedasker forleden drog på skiferie med en henkastet bemærkning om, at han nok lige lånte lidt undertøj og lidt strømper.
Han efterlod et skab totalt tømt for Jens Lyner og en skuffe med én! - strømpe.
Undskyld - jeg skal lige nyse igen ...
Vi hører fra ham en enkelt gang efter han er kommet vel til Østrig - han kunne ikke lige huske, hvor det var han skulle hen - hvorefter der er tavst i dagevis. Næste livstegn får vi, da en svensker ringer og kan berette, at han har fundet lemmedaskerens telefon.
»Nå, jeg var ikke klar over, om den bare var blevet væk i alt rodet på vores værelse,« svarer han, da vi ad omveje omsider får fat i ham.
Dagen efter kontakter han mig med panik i stemmen: Pungen er forsvundet og dankortet skal spærres. Og en dag senere: Vi må godt genåbne dankortet, pungen er fundet ...
Pokkers. Et øjeblik - jeg skal lige pudse næse ...
For mit indre blik ser jeg med bekymret mine, hvordan mængder af strømper og lange underbukser forsvinder ned i det dybe krater af rod, som må omfatte deres værelse. Jeg mener: Når han selv siger, at der er rodet, må det være slemt.
Skæbnen ramte mig, da jeg skulle hente foder til dyrene. Vi kom til at stå lidt for længe ude i kulden og snakke, jeg kunne ikke bekvemme mig til at bryde op, og selv et laaaaaangt bad da jeg kom hjem var ikke nok til at tø min stivfrosne krop op.
En time senere har jeg ondt i halsen. Jeg prøver med whisky, har hørt at den slags hjælper, selvom ham der gav mig det gode råd anbefalede cognac.
Cognac har jeg ikke i huset, forkølet bliver jeg - formentlig derfor - og øre må jeg lægge til min kloge kones spydige bemærkninger om, hvor syge mænd bliver, når de bliver bare en lille smule syge.
Jeg hoster og snøfter mig gennem natten, så hun må opsøge gæsteværelset, og bander knægten langt væk.
»Du havde såmænd ikke taget det undertøj på alligevel, bare fordi du skulle over at hente foder,« siger min kloge kone, da jeg beklager mig for 25. gang.
Lidt ret har hun måske, men jeg kan godt lide tanken om, at min sygdom ikke .... Undskyld lige et sekund ...
Jeg blev bare nødt til at nyse.
Men som sagt: Jeg kan godt lide tanken om, at det her ikke er min egen skyld.
Et par dage efter er det lykkedes at smitte hende. Ikke at det gør livet lettere, men det er rart at have nogle at lide sammen med. De spydige bemærkninger aftager også i bemærkelsesværdig grad.
Knægten hører vi fra et par dage senere:
»Det har været den bedste skiferie jeg nogen sinde har været på,« meddeler han glædestrålende.
Det er den slags der varmer dybt ind i en frosset sjæl ...