Rapport afviser skæve kreditvilkår
Af Marianne Fogtmann
fogtmann@landogliv.dk
Tlf: 33 39 47 66
Virksomheder i landdistrikterne, der vil låne penge, vurderes ikke strammere end erhverv i byerne. Tværtimod ser det ud til, at det nærmest forholder sig modsat. Både når det drejer sig om adgangen til at belåne aktiver og omkostninger ved finansiering.
Sådan lyder konklusionen i en rapport fra Center for Regional- og Turismeforskning, Nexø. Den bygger på et stort antal interviews og gennemgang af resultater i regnskaber for cirka 163.000 virksomheder i de fleste erhverv - bortset fra gartneri og landbrug.
Konklusionen går stik imod de erfaringer, Landdistrikternes Fællesråd og Landsforeningen Det Skæve Danmark har om forholdene på landet og i små byer. Formanden for Region Midts landdistriktsudvalg, Kaj Kristensen, er så utilfreds med konklusionen i den nye rapport, at han kræver yderligere analyse. Han hæfter sig ved, at konsulent Anders Hedetoft, der har foretaget analysen, åbent i konklusionen erklærer:
"Det kan ikke afvises, at landdistrikts-virksomheder har ringere finansieringsvilkår end by-virksomheder, men når sammenligningen foretages på kommuneniveau, som det er sket i denne undersøgelse, kan det ikke påvises."
Det skyldes, at de fleste kommuner både dækker områder i byer og på landet, så derfor håber konsulenten, at centret snart kan præsentere resultatet af en analyse af vilkårene for firmaer uden for byområderne.
"Finansiering af virksomheder i landdistrikter" kan findes på www.crt.dk
Kritikken kan læses på www.landdistrikterne.dk
Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: