Få inspiration til hvordan du indretter en gammel staldlænge til en festsal til 100 gæster i antik luksusstil.
Tekst og foto af Merete Hattesen
hattesen@landogliv.dk
Tlf: 33 39 47 53
Hesthaves moderne riddersal indrettet i en af herregårdens gamle staldlænger.
Specialfremstillede guldstole i gammel stil hentet hjem fra Italien. Solide støbejernsborde uden generende ydre bordben lavet på bestilling. Fornemme lysekroner. Moderne sorte gardiner. Stemningsfulde malerier på væggene. Gulvtæpper på gulvet. Masser af stearinlys. Et flygelagtigt klaver. Antik møblering. Et dansegulv. En bar i et stille hjørne. En lidt afsides magelig sofagruppe hvor børn, ældre og andre kan undslippe den høje musik. Staldvinduer i oprindelig stil. Et smuk renoveret håndpudset loft med de oprindelige gamle buer intakte. Og gammelt træværk fra den gamle lade, der inddeler salen i mindre båse, så øjet brydes og det hele ikke syner så stort. Ude bagved er der to toiletter, en garderobe og et anretterkøkken.
Sådan ser en moderne riddersal anno 2009 ud på Hesthave - en gammel herregård i nærheden af Skive, der daterer sig tilbage til 1750. Ejeren hedder Grethe Breum, og hun har de sidste mange år specialiseret sig i at restaurere gamle men smukke, bevaringsværdige landbrugsbygninger. Det er det, hun brænder for.
Nyt og gammelt
"Der skal være noget nyt og noget gammelt i en moderne riddersal," mener Grethe Breum, der har indrettet den nye festsal i en af gårdens gamle staldlænger. Hun har med sikker stil og sans for detaljerne ventet længe på at få de helt rigtige stole hjem fra Italien eller bestilt lige netop de specialfremstillede borde hos en møbelfabrik, som hun ønskede sig.
Renoveringen er netop afsluttet i november og har kostet hende halvanden mio. kroner. Der er plads til omkring 100 gæster i den 250 kvadratmeter store sal.
"Detaljerne og stemningen er vigtige. Tingene skal gøres rigtigt, når man går i gang. Halve lappeløsninger duer ikke," siger hun bestemt.
Og hun har masser af erfaring at have sine meninger i. For det er den fjerde gamle ejendom, hun er gået i gang med at sætte i stand fra bunden. Gårde hun omdanner til smukke festlokaler for selskaber og luksusferiecentre for store familier, grupper eller firmaer. Også Hesthave har allerede en luksus ferieafdeling til 24 personer i den modsatte længe.
Grethe Breum deler gerne ud af sine erfaringer til andre. Tlf. 23 32 92 44 og www.hesthave.dk
Guldstole, lysekroner, malerier, staldens gamle buede loft og de karakteristiske bærende bjælker er noget af det, der er med til at give riddersalen stemning og stil.
Grethe Breum er ophavskvinden bag den smukt restaurerede herregård, Hesthave, hvor der ud over moderne riddersal også er indrettet topmoderne luksusferiecenter til 24 personer i de gamle staldlænger. Alt smagfuldt indrettet med antikke møbler.
Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: