"Nu gider jeg snart ikke det her mere."

Min kloge kone ser usædvanlig sur ud, men for en gangs skyld er det aldeles ikke på grund af mig.

"Det er gråt, gråt, gråt."

Hun hentyder til vejret, som sandt at sige også er ved at drive mig til vanvid. Det er ingen ting. Bare køligt, mørkt, uden kontraster og grimt. Ude langs vejkanten stikker alle de hæslige øldåser op rundt omkring - vores lokale øldåse-smider er tilsyneladende skiftet fra Slotsøl til sort Tuborg. De ældste af dåserne er hakket i stykker af den kommunale rabatklipper. En hel del har jeg samlet op, men jeg kan ikke følge med hans forbrug - ja, jeg går da ud fra, at det er en han.

"Jeg er også træt af vejret," svarer jeg min vinterdeprimerede kone.

"Havde der så i det mindste bare været lidt sne til at lyse op på alt det triste - og skjule øldåserne," fortsætter jeg, mens jeg kigger ud i intetheden.

Plantedirektoratet kommer forbi, men jeg er så deprimeret i forvejen, at det ikke kan gøre mit humør sortere, da han meddeler, at en del af vores enge må fratages støtten, fordi der ikke vokser græs nok på dem. Han er usædvanlig flink og har forresten også ret. Vi kan umuligt holde tagrørene nede i de områder, hvor vi ikke kan køre. Fårene gider i hvert fald ikke gå derud.

"Vi skulle have nogle kreaturer," siger jeg til min kloge kone, da hun udmattet vender hjem fra arbejde et kvarter før det bliver mørkt. Men jeg siger det kun af princip, for den sag er afdiskuteret: Vi skal ikke have kreaturer her på ejendommen. Basta! Siger altså min kloge kone, mens jeg surmuler.

Vi er nået ud over det stadie, hvor vi argumenterer. Man kan sige, at vi bare markerer vores standpunkter med jævne mellemrum, hvor jeg gang på gang må konstatere, at jeg er i mindretal - hun har flere stemmer end mig!

Den lapsede lemmedasker savner endnu mere sne, end vi gør. Det går op for os, da han en dag meddeler, at han og vennerne tager op i byen for at stå på snowboard.

"Men her er jo næsten ingen sne," svarer vi bekymrede i munden på hinanden. De fem cm der faldt forleden tøede næsten dagen efter. Men ved at vælte en sneborg og en snemand og i øvrigt skrabe sne sammen fra et større område, lykkes det knægtene at lave en minimal skibakke, som de bruger hele eftermiddagen på.

Jeg drømmer mig til fjerne lande. Nordsverige eller Norge med store dyner af sne, klingende frost og røde kinder. Men jeg skal tilfældigvis selv til Sverige og opdager, at hele det sydlige Sverige er en stor tåge - vådt, trist, gråt. Og mine illusioner lider et alvorligt knæk, da jeg i tv ser, hvordan svenskere sidder bænket under kunstig sol ved en kunstig strand og ikke helt kunstige drinks for at genvinde humøret. Jeg drømmer mig sydpå men ser, at temperaturen i Rom er 10 grader - og det er overskyet. Længere væk kan jeg ikke forestille mig at rejse, og forresten vil jeg til enhver tid foretrække snedækket fjeld og klar sol frem for et halvkoldt Sydeuropa uden varmeapparater.

I overført betydning får vi solskin et par dage, da vores kønne datter vender hjem fra den jyske storby. Fuld af liv og overskud laver hun mad til hele familien, snakker og fortæller i et væk, arrangerer besøg hos veninderne og kaster sig over spændende bøger.

Men hun drager hjem igen, og det hele bliver endnu mere trist. Temperaturen synker lige akkurat nok til, at vandslangen ud til dyrene fryser til is, så jeg må slæbe vand ud til dem. Træls i en tid, hvor de drikker meget, fordi de lever af hø.

"Der må da komme et vendepunkt en dag," siger jeg til mig selv og køber to flasker god rødvin, der er sat ned til halv pris. Da jeg kommer hjem konstaterer jeg, at Brugsen har taget fuld pris for dem!

"Surt!" råber jeg lidt for forbitret i forhold til miserens omfang, men et blik ud i mørket synes jeg er undskyldning nok.

Da er det, at jeg opdager lydbøgerne. Opdager er måske så meget sagt, for jeg vidste godt, de eksisterer. Men jeg begynder for alvor at låne dem. En genial opfindelse. Dygtige oplæsere læser fremragende værker, som man kan høre, mens man gør rent, kører bil, går tur ...

"Hører du bøger," smiler min kone, da jeg en dag bliver siddende i bilen, efter at den er kørt i garage - simpelthen fordi jeg ikke kan slippe bogen.

Jeg hører bøger, som jeg aldrig ville få læst, fordi jeg ville tro, de var for kedelige - og bliver fascineret. Jeg fylder bilen med CD'er med litteratur, og mens jeg hører dem, opruller en anden verden sig for mig.

En verden hvor solen skinner, sneen falder og farverne er meget klarere.

Gud ved om vi ikke - trods alt - også klarer denne vinter?